Sider

fredag den 31. maj 2013

Min vej til LCHF

Jeg har altid været for tyk. Den gang jeg var et lille bitte barn, fandt min mor mig foran køleskabet hvor jeg stod og drak fløde direkte fra kartonen eller spiste fedtet oven af flæskestegen. Så fik jeg skældud, for jeg var jo for tyk og så måtte man ikke sådan noget. I stedet fik jeg havregryn og rugbrødsmadder med hamburgerryg og ingen fedtstof (den dag i dag har jeg stadig problemer med hamburgerryg i pålægsform).
Jeg var også meget syg da jeg var lille. Der var perioder hvor det eneste min mor kunne få mig til at spise var fedtkanten på stegen. Så havde hun det dårligt, for sådan kan man jo ikke opfostre sit barn hvis man er en god mor.
Men mine forældre var – og er – gode forældre og har alle dage sørget for, at jeg og mine søskende har fået en kost der fulgte de anbefalinger myndighederne gav. Vi blev fyldt med rugbrød, pasta, ris – masser af kartofler – og magert kød, samt masser af grøntsager. Der har altid været grøntsager på bordet hjemme hos os.
Trods dette har jeg altid været tyk – og er med årene bare blevet tykkere. Mine søskende var normalvægtige da de var børn, men da de nåede teenage-årene begyndte de også at tage på. Og begge mine forældre er overvægtige. Man må undre sig, da vi jo altid har spist ”rigtigt”…

Så flyttede jeg hjemmefra da jeg skulle til at studere. Pludseligt skulle jeg til selv at stå for maden og dét på en su. Så her blev inhaleret masser af pasta og ris – ikke så mange kartofler, for det har aldrig lige været mig. Der blev også skruet gevaldigt op for slik og chips. Ketchup var også en stor del af min kost… Men jeg sørgede altid for at holde mig til magert kød og få grøntsager hver dag. I den periode tog jeg rigtigt meget på…
Nu lyder det nok som om jeg bare har ladet stå til hele mit liv. Intet kan være længere fra sandheden! Jeg har været på slankekur nok hele mit liv. Fra jeg var helt lille og kun måtte spise hvad mine forældre lagde på min tallerken, til utallige år med kalorietælning og så lidt fedt som muligt. Trods dette gik det støt opad i vægten indtil jeg sluttede med at læse.

Da jeg var færdig med min uddannelse var der så småt begyndt at blæse nogle vinde om, at man nok skulle passe lidt på med de der kulhydrater, hvis man gerne ville tabe sig. Og det ville jeg jo gerne af gode grunde.
Så over nogle år tog jeg flere og flere kulhydrater ud af min kost. Jeg startede med det hvide brød, så kom kartoflerne (de var nu ikke det store tab), kager og slik og til sidst ris. Det eneste jeg tillod mig var groft fuldkornsbrød og fuldkornspasta. Stadig væk holdt jeg mig til det magre kød og fik grøntsager hver dag. Pludseligt kunne jeg holde vægten og holdte den i flere år. Men jeg tabte mig ikke. Og jeg var småsulten hele tiden. Hver gang jeg forsøgte at spise færre kalorier, var jeg ikke til at være i nærheden af for mine omgivelser. Sult og jeg er IKKE gode venner…

I forbindelse med en flytning skiftede jeg læge. Denne læge tog i forbindelse med et andet besøg en snak med mig omkring min vægt og hvilke sygdomme jeg var i risikogruppen for at få. Ikke fordi jeg ikke vidste det (det skal man jo være både døv og blind og imbecil for ikke at vide), men denne gang slog det mig bare lidt hårdere. Lægen foreslog mig så, at hun kunne henvise mig til en psykolog, så jeg kunne få noget hjælp til at finde ud af hvorfor jeg overspiste og nogle redskaber til at holde op med det. Jeg sagde ja tak til henvisningen, og så startede 1,5 år med psykolog.
Det var dyrt, man skal selv betale en del af psykologregningen, men det var sådan set pengene vært. Jeg fik bearbejdet en masse fra min barndom (bla er jeg blevet massivt mobbet), blev bekræftet i, at det er i orden ikke at være som de andre (det viser sig at jeg er introvert, og at det er helt ok), samt fik fundet en masse af mine spise-triggere. Men jeg tabte mig stadig ikke trods det, at jeg kun spiste fuldkorn, masser af protein, lidt fedt og ikke fik for mange kalorier. Men jeg var sulten hele tiden, og trods det, at jeg godt kendte mine spise-triggere og udmærket kunne se når jeg var ved at ”falde i”, så kunne jeg ikke stoppe mig selv når det skete.
Det var dertil jeg var kommet. Så en dag fortalte min bror mig, at han havde prøvet at lave meatza. Da han havde forklaret hvad det var, for det havde jeg godt nok aldrig hørt om, så synes jeg det lød spændende og begav mig ud på det store internet for at finde en opskrift.
Det var dér jeg opdagede Jane Faerbers mad-blog ”madbanditten”. Fra første gang jeg klikkede ind der, føltes det som om jeg var kommet hjem. Her var en gruppe mennesker, som havde de samme problemer som mig, når det kom til sult og ”normal” mad – og ikke mindst var der her en forklaring på HVORFOR jeg ikke bare har en rygrad som en regnorm, men at jeg faktisk hele mit liv har arbejdet imod min egen krop og den almene fysiologi. (Jeg tænker nogen gange på, hvad der ville være sket, hvis min mor havde ladet mig spise de fedtkanter og drikke det fløde, som lille barnemig selv pillede ud af køleskabet – mon jeg i virkeligheden gik efter disse fødevarer, fordi det var det min krop bad mig om?).
Så midt i december 2012 (ja, et genialt tidspunkt at starte en kost-omlægning ;-) begyndte jeg med LCHF. Jeg gennemlæste alt på Janes blog, og fandt også andre blogs, der kunne hjælpe mig, bla kostdoktorn.se. Og voila! Selvom jeg var begyndt i december, så tabte jeg mig! Og jeg havde det godt! Jeg var ikke sulten hele tiden, jeg sov så godt som jeg aldrig har gjort før, og jeg havde en hel ubeskrivelig ro i kroppen. Mine madtanker forsvandt og min generelle koncentrationsevne blev forbedret. Men men men. Pludselig tabte jeg mig ikke mere. Jeg havde det stadigt forrygende godt i min krop og sov som et svin på møddingen, men hvorfor holdt jeg så pludseligt op med at tabe mig?
Nu er jeg heldigvis et stædigt asen, og jeg er af den type, som samler information indtil jeg føler jeg ved absolut alting om et emne. Så det var dét jeg gik i gang med. Jeg researchede på nettet alt om LCHF og fysiologi, fysiologien ved opbyggelse af fedtvæv og LCHF og vægttab.
Og der var flere ting som gik op for mig. Et: jeg har misbrugt min krop i 34 år – jeg kan ikke forvente at den ”tilgiver” mig fra den ene dag til den anden. Det kan snildt tage over et år fra man begynder med LCHF, før kroppen er tryg nok til at begynde at slippe sine fedtdepoter.
To: jeg spiste slet ikke så meget fedt som jeg troede og jeg spiste alt for meget protein. Kulhydrat mængden var egentlig ok.
Tre: jeg spiste for mange kalorier. Jeg havde stadig ikke lært at føle hvornår jeg er mæt, men spiste faktisk til jeg var overmæt.

Ud fra den viden jeg havde samlet mig, gik jeg så i gang med at eksperimentere med mig selv. Det første jeg gjorde (og det går imod alt hvad man læser omkring LCHF) var at begynde at registrere hvad jeg spiste. Dette gjorde jeg som et redskab til at sikre mig at jeg får nok fedt og ikke for meget protein og kulhydrat – samt som en hjælp til ikke at overspise. Jeg havde læst omkring ketose og vægttab, og besluttede at finde det punkt hvor jeg går i ketose. Så et glucometer, som også kunne måle ketonstoffer blev indkøbt og målingerne blev sat i gang. Efter at have øget fedtindtaget gradvist og sænket især proteinindtaget (kulhydraterne var pudsigt nok ikke det store problem), fandt jeg efterhånden den fordeling som passer til mig. Jeg skal have mellem 75 og 80% fedt, 15-20% protein og resten kulhydrat, så er jeg i ketose.

Hvad er så status nu? Ja, jeg er begyndt at tabe mig igen – det går ikke særligt stærkt, men det går støt. Og for mig, på dette tidspunkt af mit liv, er det fint! Jeg har det fabelagtigt godt hele tiden. Jeg er så småt begyndt at kunne mærke mæthed (sultfølelsen har jeg aldrig haft problemer med ;-) og de tips og tricks jeg lærte hos psykologen, kan jeg faktisk bruge i praksis nu. Jeg kan erkende, når jeg rammer en spise-trigger og jeg kan (næsten) altid stoppe mig selv. Der kan gå over en uge nu, uden at jeg falder i på én eller anden måde – og det er for mig en stor sejr! Og når jeg falder i, er jeg blevet rigtigt god til at sige ”pyt” uden at slå mig selv i hovedet, og hurtigt komme op på hesten igen. Jeg har fundet kosten i mit liv, og selvom jeg nok ikke fortsætter med ketose resten af mit liv, så er der ingen tvivl om, at jeg altid vil spise efter LCHF principperne.