Sider

mandag den 30. marts 2015

Pandestegt mørksej med bacon og porre flødesovs

Så blev det lige tid til endnu en lækker fiskeopskrift.

1 pers

200 g mørksejfilet
Fedtstof til stegning
Salt

0,5 porre i tynde ringe
30 g bacon i tern
1,5 dl fløde
Smør til stegning
Fiskeboullion på flaske

Smør smeltes på en lille pande og baconet steges sprødt. Porreringene hældes på panden og steges bløde og søde sammen med baconet. Fløde hældes i og det hele koger ved svag varme i et par minutter, indtil det er kogt let ind. Sovsen smages til med fiskeboullion.

På en anden pande varmes fedtstof op til høj varme. Jeg bruger gerne svinefedt, men smør eller andefedt kan også bruges. Fileten lægges på panden, og der holdes øje med hvordan den hvide kant bevæger sig op gennem fiskekødet. Når den hvide kant når midten af fileten vendes denne, og steges på den anden side indtil der er et par mm mellem de hvide kanter.
Fisken tages af panden, krydres med salt og serveres med sovsen.


fredag den 20. marts 2015

Patriotisk hyldest til foråret!

Det var jo en umådelig flashy titel på dette indlæg! Men I skal nok forstå det når jeg lige har forklaret mig.
Jeg har haft ferie i denne uge - og kan man forestille sig en bedre uge til det? Jeg kan hvert fald ikke. Jeg har blandt andet nydt ferien ved at gå nogle lange ture med hundene. Da jeg for et lille halvt års tids siden flyttede, flyttede jeg lige syd for Kongeåen. Det betyder, at jeg hver dag passerer "Frihedsbroen" når jeg kører på arbejde. Så jeg får altid et pust af historiens vingesus og et lille stik af patriotisme, når jeg kører over denne bro. Og så er der lige det, at hærvejen også løber lige der på min vej - det er faktisk fantastisk at bo lige midt i historien!
Det patriotiske i denne ret består i, at hundene og jeg var spadseret op til Kongeåen for at gå tur langs denne, da jeg fik øje på de første, spæde brændenælder. Straks gik mine tanker til den brændenældesuppe, som min far lavede da jeg var barn. Nu har jeg jo altid hundelorteposer i lommen, så jeg trak sådan een over hånden og begyndte at plukke. Det var så nogle barske små sataner, så de kunne godt brænde igennem een pose... Men med to poser på hånden, lykkedes det at få plukket en god håndfuld.
Så gik turen hjem og de fine brændenældeskud blev skyllet rene - og for dælan hvor kan der været meget jord i dem! Det var faktisk værre en spinat! Men den brændenældesuppe jeg fik lavet blev fantastisk! Det smagte lidt ligesom rigtigt godt wraphø lugter - nemligt fantastisk plantefriskt. Og den gode fedme fra flæsken var bare supergodt sammen med det friske fra nælderne. Det bliver ikke sidste gang i foråret at jeg kommer til at lave denne ret!



Brændenældesuppe
1 portion

1 stor håndfuld brændenældeskud, grundigt skyllede og finhakket
0,5 porre i fine strimler
Ca 200 g øko brystflæsk, i grove tern
Ca 4 dl hjemmelavet fjerkræsfond. En god købefond kan sagtens bruges
Ca 20 g smør
Salt og peber

Porren steges ved svag varme i smøret, indtil den er blød og sød. Fond, brændenælde og flæsk tilsættes og det hele koger indtil flæsket er mørt. Det tog ca 15 min. Der smages til med salt og peber undervejs.

onsdag den 18. marts 2015

Hvidvinsdampet hvilling med grøntsager og hjemmegjort hollandaise

De af jer som følger med på bloggen, har nok bemærket at jeg har udgivet næsten udelukkende fiskeopskrifter her på det sidste. Det skyldes ikke at jeg kun spiser fisk, men mere at min anden mad er noget rutinepræget. Vi får se om det kommende forår måske kan ændre lidt på dette.
Indtil da, får I lige endnu en dejlig fiskeopskrift. Denne gang er jeg ikke inspireret af andet end hvad jeg havde i køleskabet...




Hvidvinsdampet hvilling med tomat og løg

1 pers

Ca 200g hvillingfilet, skåret i 2 aflange stykker
10 cherrytomater, halverede
1 lille rødløg i tynde halvmåner
0,5 dl hvidvin
En lille dusk dild skåret groft
Salt og peber

Hvillingfileterne krydres med salt og peber og rulles sammen. Placeres opretstående i et lille fad. Grøntsagerne placeres rundt om fiske i fadet og krydres med salt og peber. Dilden drysses over og hvidvinen hældes med. Bages i ovnen ved 200C i 12-14 min, indtil fisken lige præcist er tilberedt.

Jeg serverede fisken med hollandaise for at få fedtprocenten op. Normal laver jeg hollandaise efter denne opskrift, men da jeg nu havde hvidvin, valgte jeg at lave en lidt mere avanceret udgave af en hollandaise. Jeg har læst mange opskrifter på denne sovs, og det virker mere som en personlig præference om man bruger citron eller indkogt vin, så jeg tillader mig at have to forskellige opskrifter på den samme sovs. Man kan kalde det en hurtig og en endnu hurtigere opskrift ,-)

Hollandaise, stavblender metoden
1-2 portioner

0,5 dl hvidvin
0,25 dl hvidvinseddike
0,25 dl vand
1 spsk løg i små tern
3 hele peberkorn

2 æggeblommer, stuevarme
125 g smør
Salt

Vin, eddike, vand, løg og peberkorn hældes i en gryde og reduceres ned til ca 1 spsk. Væsken for lov at svalne.
Smøret smeltes - enten i en lille gryde eller i en lille porcelænskande i microovnen. Det er vigtigt at smøret ikke bliver for varmt, men kun lige er smeltet. Smøret skal stå et øjeblik, så vallen falder til bunds.
De stuevarme æggeblommer puttes i et blenderglas sammen med vinafkoget. Æg og vin stavblendes på højeste gear i 20 sek, hvorefter smøret forsigtigt hældes i få dråber af gangen under konstant hurtigt stavblendning. Efterhånden som smøren arbejdes ind i æggen kan man hælde mere i af gangen. Sovsen smages til med salt efter endt blendning.

Her er et lille videoklip, som viser processen - godt nok på en bearnaisesovs, men arbejdsgangen er den samme. Og så kan det varm anbefales at have smøren i en lille kande - det gør den langsomme tilsætning af smøret meget lettere.

onsdag den 11. marts 2015

Mørksej med karrygrøntsager i flødesovs

Dagens fisk i fiskekassen var mørksej. Den kom med denne opskrift, som jeg lod mig inspirere af. Men da jeg jo ikke er så god til at slavisk følge en opskrift, endte det med et noget anderledes produkt. Men dejligt smagte det!

2-3 portioner

400 g mørksejfilet
2 små porrer skåret fint ud
1 lille squash i små tern
2,5 dl fløde
2 spsk karrypulver
100 g cherrytomater i halve
3 små snackpebere i skiver
100 g flødehavarti
Andefedt til stegning
Salt

Andefedtet varmes på en pande, og porrerne steges indtil de begynder at blive bløde. Karrypulveret tilsættes og svitses et par minutter. Husk at holde øje med det ikke brænder på. Fløde og squashtern tilsættes og sovsen koges sammen et par minutter. Sovsen smages til med salt - det er det eneste salt i retten, så sovsen skal være lidt mere salt end sædvanligt.
Sovsen hældes over i et ovnfast fad og tomater og peber drysses ud over den.
Fisken placeres oven på sovs og grøntsager og dækkes med et tyndt lag flødehavarti.
Gratineres ved 200C i ca 15 min.



onsdag den 4. marts 2015

Kød med kål

Dengang jeg var barn havde mine forældre ikke ret mange penge. Derfor skulle der trylles med madbudgettet, når to voksne og fire børn skulle brødfødes. Det betød blandt andet at vi spiste mange af sæsonens grove grøntsager blandt andet hvidkål. Nu er kål nok ikke den mest børnevenlige spise, men min far er en snedig mand, og opfandt den meget politisk ukorrekte ret "knust indianerbarn", som egentligt bare var hakkekød og kål og tomatpure samt diverse andre grøntsager stegt i en stegegryde. Og selvom ingen af vi søskende kunne lide kål, så var lige præcist den ret meget populær - det viser bare hvor meget psykologi påvirker ens opfattelse af mad ,-)
Det var egentligt ikke knust indianerbarn, som jeg tænkte på da jeg gik igang med madlavningen idag - men jeg kom til at tænke på det mens jeg stod og stegte, nok pga duften og udseendet. Og denne ret smagte bestemt lige så godt som jeg husker det knuste indianerbarn.

Kød med kål
2-3 portioner

400g hk vildsvinekød
100 g hk oksefedt
1 stort rødløg i strimler
2 fed hvidløg i små tern
1 stor rød peberfrugt i strimler
1 lille spidskål i strimler
1 spsk tørret timian
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk chili i flager
Rigeligt smør
Rigeligt andefedt
Soyasovs

En god portion andefedt og ca samme mængde smør smeltes i en stor pande og rødløget steges blødt. Svinekødet hældes i panden og svitses. Når svinekødet er næsten færdigt hældes det hakkede oksefedt i panden og steger med. Hvidløg og peberfrugt, samt timian, rosmarin og chili hældes i panden og steges indtil peberfrugten begynder at være blød. Så hældes det strimlede spidskål i panden og steges indtil det er mørt. Under hele processen er det vigtigt at der er nok fedtstof i panden, så der ikke er noget som branker. Til sidst smages retten til med soyasovs.
Jeg har lavet lignende retter før, og ved at de faktisk bare bliver bedre til dagen efter - så ved jeg da hvad jeg har og glæde mig til imorgen. ☺