Sider

torsdag den 16. februar 2017

Fiskefrikadeller med hjemmegjort remoulade

Som jeg før har delagtiggjort jer i, så er det ofte mig som laver mad, når jeg besøger mine søstre (så kan jeg få det som jeg vil 😉). Så sidst jeg besøgte min lillesøster, lavede jeg og min niece fiskefrikadeller og hjemmelavet remoulade. Jeg kan godt lide at lave alting selv, så jeg havde faktisk et par dage i forvejen selv syltet de grøntsager vi brugte i remouladen - men det er fuldt ud lovligt at købe sig til sukkerfri syltevarer, som man kan få i god kvalitet i mange dagligvare foretninger. Jeg syltede agurk, perleløg og bladselleri - skulle jeg købe, ville jeg nok købe agurk og asie. Jeg googlede mig til omtrendt 600 forskellige opskrifter på remo - og kunne se, at hver person som har udgivet en opskrift, har brugt forskellige grøntsager. Så mit valg afspejlede mest af alt hvad jeg havde af grøntsager i køleskab og fryser den dag jeg syltede.



Syltede grøntsager.

Agurk i halvtynde skiver
Perleløg fra fryseren
Bladselleri i 6 mm skiver
Eddike
Sukrin
Salt
Syltekrydderier
Laurbærblade

Eddike varmes til kogepunktet i en gryde og smages til med sukrin og salt indtil den har den sødme og salte som smager godt for en selv. Perleløgene puttes i og det hele simrer indtil løgene er helt optøede. I mellemtiden puttes agurk og bladselleri i et helt rent glas. Syltekrydderier og laurbærblad puttes også i glasset. Løg og eddike hældes ved, så alle grøntsager er dækket med eddike. Sættes i en 100C ovn i 15 minutter, hvorefter låget sættes på. Afkøles på køkkenbordet og sættes siden i køleskab. Skal trække i mindst 1 døgn før brug.

Hjemmegjort remoulade

2 dl mayonnaise - feks Denne opskrift
150 g syltede grøntsager hakket i små stykker
1-2 tsk karrypulver
1-2 tsk sennepspulver
1-2 tsk gurkemeje pulver
Salt
Evt lidt syltelage

Mayo og de finthakkede grøntsager blandes sammen og krydderierne blandes i - kom dem i lidt efter lidt, så man kan nå at smage inden det bliver for stærkt. Farven justeres med gurkemeje, og syre/sødme balancen justeres med syltelagen.

Fiskefrikkadeller

600g færdighakket fiskekød
2 æg
1 tsk loppefrøskaller
1 spsk pofiber
Salt og peber.

Alt blandes sammen og hviler i 15 min, før frikadellerne steges i smør på panden.

Ud over fisken og remoladen blev der også serveret salat og hjemmegjort thousand island dressing (mayo, creme fraice, sukkerfri ketchup fra lidl, chilisovs, salt) og kartofler, til dem som spiser dette. Måltidet var en stor succes, alle skåle og fade blev skrabet - og selv min lille niece, som godt kan være lidt kræsen, ville have 2 portioner.

søndag den 12. februar 2017

Lammeryg i ovn

Jeg delte for et stykke tid siden et halvt lam med min bror. Jeg var den heldige vinder af lammets ryg - en udskæring jeg aldrig har prøvet at tilberede før. Heldigvis kan man finde mange gode opskrifter på nettet, og jeg valgte at tilberede ryggen meget enkelt i ovnen og stadigvæk på benet. Det blev super saftigt og lækkert! Så det er bestemt ikke sidste gang jeg kaster mig ud i en lammerryg!

1 stk lammeryg
4 grene rosmarin
Salt og peber.
Vand

Stegen tages ud af køleskabet et par timer før den skal i ovnen, så den opnår stuetemperatur. Ovnen varmes op til 200C. Mens ovnen varmer skæres fedtet på oversiden af stegen i 1x1 cm tern. Stegen gnides ind i salt og drysses med peber. Steges placeres i et ovnfast fad og der hældes ca 1 cm vand i bunden af fadet. Rosmarin grenene placeres ovenpå stegen, som sættes i den varme ovn. Temperaturen sænkes straks til 150C. Steges skal være i ovnen i 5 kvarter, hvorefter den skal hvile i 1 kvarter før den skæres ud.
Udskæring foregår ved at der skæres ned fra oversiden af stegen langs knoglen, som følges hele vejen rundt indtil stegen er løsnet fra benet. Derefter skæres stegen i skiver af ca 1 cm.
Jeg valgte at servere kødet med blomkål/broccoli mos, samt grøn salat med hjemmelavet thousand island dressing.



Sprød og lækker fedtkant på stegen - mmm...

søndag den 5. februar 2017

Confiteret laks med sauce bavaroise

Jeg fik fiskepakke her den anden dag. Og blandt de lækre sager var blandt andet dejlig fersk laks. Da nu både masterchef australien og danmark kører med nye afsnit, blev jeg inspireret til at forsøge mig både med en ny måde at tilberede laks på OG en for mig ny sovsevariant.

Den confiterede laks kunne jeg finde masser af opskrifter på (confitere betyder tilberede i fedt) men det var forbløffende svært at finde en opskrift på sauce bavaroise. Jeg havnede enten på franske/belgiske(?) sider som ikke kunne translates, eller sider hvor ingredienserne fremgik, men ikke mængder og metoder - bla denne spændende side om hollandaises historie.
Jeg endte derfor op med at gætte mig frem til både mængder og metode, så det er muligt jeg har lavet det helt forkert - men det smagte nu dejligt 😉

Confiteret laks

1 stk laks
Fersk fedt, jeg brugte svinefedt, men olie eller andefedt kan sagtens bruges
Salt og peber

Find en lille ovnfast form hvor laksestykket lige akkurat kan være. Fyld en mægde fedt i, så det lige dækker laksen. Laksen skal IKKE i endnu ! Formen sættes i en 80C ovn indtil fedtstoffet har samme temperatur. Laksen puttes i og tilberedes i ca 12 minutter. Krydres med salt og peber når den er klar og taget op af fedtet.

Sauce bavaroise

2 æggeblommer
100 g smør
1 spsk citronsaft
2 små kviste frisk timian
1 spsk friskrevet peberrod
20 ml fløde
Salt

Æggeblommerne skal være rumstemperatur. Smøret smeltes, tages af varmen lige når det er smeltet - skal ikke være kogende varmt. Fløden varmes så den er varm men ikke kogende. Æg, citron og bladene fra timiankvistene puttes i et stavblenderglas og piskes skummende med stavblenderen på højeste gear. Smøret hældes i ganske langsomt mens der stadigt piskes på højeste hastighed. Når sovsen er stivnet og der ikke er mere smør hældes fløden langsomt i - også under hurtig pisken.
Sovsen smages til med salt og peberrod.