Sider

søndag den 25. juni 2017

Rabarbermousse



Jeg købte en lille forkølet rabarberplante meget billigt i foråret, og plantede den i en krukke, uden den store forhåbning om, at den ville blive til noget. Men det gjorde den i DEN grad. Så for ikke at skygge alt liv væk i en meters omkreds fra krukken, var jeg nødt til at tynde grundigt ud i den igår.
Da jeg sad og surfede rundt efter rabarberopskrifter, faldt jeg over denne, som oprindeligt er en Hugh Fearnley-Wittingstall opskrift. Det eneste jeg manglede var husblas, men jeg havde agar agar hjemme, og det gik fint at bruge det i stedet for.
Og det smagte altså bare mumselaise!

Rabarbermousse

500 g rabarber skåret i små stykker
0,5 dl vand
Sødestof efter smag, jeg brugte 6 spsk sukrin
1 tsk agar agar pulver, eller husblas til 500ml væske
1 pisket æggehvide
1,5 dl fløde, pisket til let skum

Rabarberstykker og vand kommes i en lille gryde og koges ved svag varme indtil rabarberen er kogt ud, ca 15 min. Massen blendes grundigt med stavblender til den er helt glat. Smages til med sødestof. Gelateringsmiddel blandes i, og massen køles af indtil den er stuetemperatur. Massen piskes igennem, så det ikke er en stor geleklump, og den piskede æggehvide vendes forsigtigt i, så luften ikke presses ud. Den letpiskede flødeskum vendes forsigtigt i, så luften ikke presses ud.
Puttes i køleskabet nogle timer før servering. Enten bare i en skål, eller evt i portionsglas.