En af de allerbedste ting ved LCHF er, at man med god samvittighed kan spise de lækreste sovse! Jeg har kun smagt pebersovs i Knorrs variant, så jeg måtte lige en tur ud på informationsmotervejen for at finde en opskrift, da jeg fik lyst til pebersovs til den langtidshængte kalvekotelet, jeg havde købt i Lidl (af alle steder...). Jeg fandt en del opskrifter, så den jeg endte op med, er en blanding af disse.
Pebersovs (en ordentlig baljefuld - sovs kan man ikke lave i for stor mængde...)
6 skalotteløg i grove tern
½ bk champignoner hakket groft
en god klat smør
1 spsk paprika
1 spsk stærk sennep
1 ds syltede peberkorn (50 g drænet vægt)
1 dl whiskey
½ dl vand
5 dl fløde
flydende okseboullion
Løg steges i smør ved lav varme, indtil de er helt brune og karamelliserede, derefter puttes champignonerne i panden og steger med indtil alt vandet er stegt væk og de også begynder at tage farve. Paprika hældes i panden og steges ganske kort. Derefter hældes halvdelen af peberkornene, whiskeyen og vandet i panden og koges op ganske kort, indtil alkoholen er fordampet. Sennepen hældes i panden og det hel blitzes med en stavblender til en grov masse. Fløden hældes i, og sovsen simrer indtil den har nået den ønskede tykkelse. Smages til med flydende okseboullion (eller bare salt).
Sovsen kan fint gemmes i køleskabet (og formentlig også fryses ned). Nogle opskrifter anvender cognag istedet for whiskey - men det havde jeg ikke hjemme. De syltede peberkorn havde jeg købt i Kvickly.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar