Min farmor havde en blodprop i hjernen i november, som i starten kostede hende både sproget og mobiliteten. Heldigvis så er den gamle dame lige så stædig som en kamel, et æsel og et muldyr tilsammen, så hun har kæmpet sig frem til at kunne gå med hjælp fra en rollator og et næsten perfekt sprog ❤ Men hun har ikke rigtigt energi til at lave mad selv længere, og har derfor i en periode fået mad udefra. Det er faktisk ok mad, men hun synes godt nok nogengange at det er nogle mystiske kombinationer. Blandt andet var hun blevet noget oprørt over at have fået serveret kaperssovs til hakkebøf! Det ledte jo så til en livlig diskussion i familien om, hvad man kan servere kaperssovs til. Tilsidst blev der dog enighed om, at det kan serveres til hvad som helst, selvom det lige præcist i vores familie næsten udelukkende er blevet serveret til kyllingesteg.
Men hele denne diskussion om kaperssovs gjorde jo mig sulten efter en ret, som jeg ikke har smagt i mange herrens år. Så med inspiration fra min farmors oprindelige opsktift, kom jeg frem til følgende meget lækre resultat.
1 hel kylling
1 økocitron
2 dl vand
Salt og peber
Kyllingen saltes og pebres både inden i og uden på. Citronen skæres i kvarter og puttes ind i kyllingen. Kyllingen placeres i en stegeso, vandet hældes ved og stegesoen sættes i en kold ovn. Ovnen tændes på 130C, og kyllingen tilberedes i ca 3 timer, indtil kødet let falder fra benene. Kylingen sættes til at hvile og kogeskyen hældes over i en gryde
Kaperssovs
Kogesky fra ovenstående kylling eller en god kyllingeboullion, ca 2,5 fl
Fløde 2,5 dl
Kapers 2 spsk grofthakkede
Evt lidt citronsaft
Agar agar pulver
Salt og peber
Kogesky og fløde bringes i kog og jævnes med agarpulveret. HUSK at drysse meget små mængder i ad gangen, det bliver hurtigt for tykt! Sovsen smages evt til med citronsaft, den skal være lidt syrlig. Smages til med salt og peber. Sovsen tages af blusset og de grofthakkede kapers blandes i.
Serveres med kylling og valgfri grøntsager. Jeg valgte spidskål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar