Sider

torsdag den 25. juli 2013

LCHF parfait - eller is på den dovne måde

Nettet er af gode grunde ved at flyde over med opskrifter på is for tiden. De fleste opskrifter kræver at man har en ismaskine, som kan røre i ½-1 time, mens isen fryser ind, for at der ikke skal dannes krystaller. Heldigvis er der en løsning på dette, for de af os som ikke ejer en ismaskine - og er for dovne til at åbne og lukke fryseren 1000 gange for at håndrøre hele tiden. Løsningen hedder PARFAIT! Parfait er egentligt bare en helt almindelig is-opskrift, hvor ismassen har fået lov at fryse ind uden at blive rørt. Så der vil være krystaller i. Men det er helt ok, hvis man bare på menukortet (det fysiske eller det mentale) skriver parfait - for sådan er DET nu engang skabt :-)



Vanilje- og jordbærparfait

3 dl fløde
4 æggeblommer
1,75 spsk sukrin+
1 tsk vanilje pulver
100g friske jordbær, groft blendet eller mast med gaffel.

Fløden piskes til et rimeligt flydende skum - må ikke blive for fast. Æg og sukrin+ piskes indtil æggene er blevet helt lyse. Vaniljepulveret blandes i til sidst. Flødeskum og æggemasse blandes med en ske til en homogen masse. Halvdelen af ismassen hældes i en medium eller flere små forme. I den anden halvdel blandes jordbærmassen og denne ismasse hældes i en medium eller flere små forme. Og så i fryseren med dét, indtil det er helt frosset - og det kommer jo an på hvilken form man har brugt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar