Sider

søndag den 7. juli 2013

Dagen derpå

Jeg var til fødselsdag igår. Det var en rigtigt god dag, selvom fødselaren befandt sig ude på vesterhavet på et skib, som var blevet forsinket, og ikke nåede hjem, før hele familien for længst var draget af igen.
Hans søde kone, havde til gengæld haft travl i køkkenet. Hun er af den type, som gerne vil prøve noget nyt altid, og dagens opgave var, at lære resten af familien at kunne lide fisk. Det var nu ikke noget problem for mig, idet jeg allerede holder meget af fisk. Det eneste jeg ikke spiser er ål - men det blev der heldigvis ikke serveret.
Min tante og farbror (som var fødselaren) rejser en del, og var på en tur til norge blevet introduceret til en "fiskeret" som ved nærmere undersøgelse nok mere er et svensk fænomen. Man kan få det ved alle svenske pølsevogne, og også på samtlige svenske motervejscafeterier, jeg nogensinde har været inde på, i de år jeg boede i sverige. Retten, vi fik serveret som 1. forret, var selvfølgelig den sagnomspundne "korv m räksallad" eller hotdog med rejesalat, som vi ville kalde det på dansk. Jeg har ofte haft lyst til at prøve det, men har aldrig fået taget modet til mig. Men igår blev altså dagen. Og det var faktisk ikke dårligt. Sådan lidt surf'n'turf agtigt. Og ud fra et LCHF synspunkt er retten heller ikke helt ved siden af. Hvis man undlader at spise brødet (hvilket jeg IKKE undlod ;-)) så har man pølse, rejer, asparges og mayonnaise - alle gode fedtholdige/carbfattige fødevarer.
2. forret var burgere med nogle rigtigt lækre hjemmegjorte fiskefrikadeller.
Til hovedret fik vi en dejlig citron og timian kylling med kold kartoffelsalat og en jordbær/myntesalat. Lækkert.
Dessert var tre forskellige slags is med det hele. Dvs chokoladevaffelskåle, jordbærguf i rå mængder, syltetøj, chokodrys og flødeboller.

Jeg havde for længst besluttet, at i går skulle være en snydedag, og det blev det i den grad også... Da vi skulle køre hjem, var jeg decideret sukker-fuld. Det vil sige ør, meget snakkende og super speedet. Jeg havde fået fire glas vin eller dessertvin, fordelt over 4-5 timer, så det var nok ikke det, der havde den markante virkning.
Jeg havde egentlig planlagt at bestille pizza, når jeg kom hjem (bare for at synde HELT igennem) men jeg var bare så mæt, at alene det at slå op på just-eat, var nok til at give mig kvalme. Jeg endte med at spise to skiver havarti ved 20-tiden. Mere fordi min vane syntes jeg skulle have bare eet eller andet, end fordi jeg på nogen måde trængte til det...

Hvordan har jeg så haft det idag?

Faktisk forbløffende godt! Lige da jeg stod op, havde jeg lidt hovedpine og var lidt slatten. Men efter min morgenmad (boullion m kokosolie og citron), begyndte jeg allerede at få det markant bedre, og ved frokosttid, var jeg sprængfyldt med energi, på den måde jeg kun har oplevet når jeg er i ketose. Og ganske rigtig var min urinstix mørkelilla, da jeg målte midt på
eftermiddagen. Jeg havde ifølge vægten taget 2 kg på, men som jeg har tisset idag, må de allerede være godt på vej af igen.

Er jeg så glad for at det gik så hurtigt med at komme ovenpå og i ketose igen?

Både ja og nej. Det er åbentlyst positivt, at jeg hurtigt kan komme igang med at forbrænde mit kropsfedt. Desværre har denne kulhydratfest ikke rigtigt haft den afskrækkende effekt, jeg egentligt havde håbet på. Min psyke er nogen gange skruet sådan sammen, at hvis "straffen" er for lille, så falder jeg alt for let i igen. Det er vel typisk misbruger adfærd... På den anden side, så har jeg det bare både fysisk og psykisk så meget bedre, end jeg nogensinde kan huske at have haft det før. Jeg håber det er nok til, at jeg kan holde den gode kurs, som jeg har udstukket, uden for mange svinkeærinder. I må jo krydse fingrene for mig ;-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar