To be or not to be - i ketose

Jeg er ikke i ketose lige for tiden. I august har jeg haft det ene arrangement i weekenderne efter det andet. Det har faldet mig naturligt at have planlagte snydedage, de gange jeg har været afsted - ikke i den forstand at jeg har voldædt kulhydrater, men jeg har spist den mad, der er blevet serveret - og selvom jeg har behersket mig meget og ikke taget brød og kun lige smagt på flødekartoflerne (ja - det var i jylland ;-) og kun lige nippede til kransekagen - så har jeg ikke kunnet nå at komme i ketose imellem weekendernes arrangementer. Det tager mig typisk 6-7 dage at komme tilbage i ketosen efter at være kommet ud af den.

Hvad har det så betydet for min vægt? Forbløffende lidt, faktisk. De to dage efter kulhydraterne har jeg taget ca 3 kg på - hvilket jo selvfølgelig er væske. På dagen hvor jeg skal til et eller andet igen, er jeg tilbage på den oprindelige vægt - og så fyldes der på med væske igen. Så jeg tager ikke på af det - men jeg taber mig heller ikke.

Jeg har et enkelt arrangement tilbage - en firma komsammen, hvor der vil blive serveret gourmet sandwiches - og her har jeg også planlagt en planlagt snydedag. Men så er det også slut indtil slutningen af september, hvor jeg har en kombineret barnedåb slash 60 års fødselsdag - her bliver der endnu en snydedag. Men mon ikke jeg er tilbage i min elskede ketose i mellemtiden? ;-)

Kyllingesalat

 

Denne her kylling indeholdt jo masser af kød. Så selvfølgelig kom den til at indgå i flere retter. Blandt andet i denne lette kyllingesalat, med et lille fynsk tvist :-)

Kyllingesalat 1 person

Kyllingekød, ca 200 g, revet og/eller skåret i mindre stykker

1,5 spsk mayonnaise

1 spsk creme fraiche

1,5 spsk rygeost 10%

salt og peber

Det hele blandes sammen og spises - voila! Dejlig restemad, som trods det nok lige høje nok proteinindhold, holdt mig fint i ketose.

Dagen derpå

Jeg var til fødselsdag igår. Det var en rigtigt god dag, selvom fødselaren befandt sig ude på vesterhavet på et skib, som var blevet forsinket, og ikke nåede hjem, før hele familien for længst var draget af igen.
Hans søde kone, havde til gengæld haft travl i køkkenet. Hun er af den type, som gerne vil prøve noget nyt altid, og dagens opgave var, at lære resten af familien at kunne lide fisk. Det var nu ikke noget problem for mig, idet jeg allerede holder meget af fisk. Det eneste jeg ikke spiser er ål - men det blev der heldigvis ikke serveret.
Min tante og farbror (som var fødselaren) rejser en del, og var på en tur til norge blevet introduceret til en "fiskeret" som ved nærmere undersøgelse nok mere er et svensk fænomen. Man kan få det ved alle svenske pølsevogne, og også på samtlige svenske motervejscafeterier, jeg nogensinde har været inde på, i de år jeg boede i sverige. Retten, vi fik serveret som 1. forret, var selvfølgelig den sagnomspundne "korv m räksallad" eller hotdog med rejesalat, som vi ville kalde det på dansk. Jeg har ofte haft lyst til at prøve det, men har aldrig fået taget modet til mig. Men igår blev altså dagen. Og det var faktisk ikke dårligt. Sådan lidt surf'n'turf agtigt. Og ud fra et LCHF synspunkt er retten heller ikke helt ved siden af. Hvis man undlader at spise brødet (hvilket jeg IKKE undlod ;-)) så har man pølse, rejer, asparges og mayonnaise - alle gode fedtholdige/carbfattige fødevarer.
2. forret var burgere med nogle rigtigt lækre hjemmegjorte fiskefrikadeller.
Til hovedret fik vi en dejlig citron og timian kylling med kold kartoffelsalat og en jordbær/myntesalat. Lækkert.
Dessert var tre forskellige slags is med det hele. Dvs chokoladevaffelskåle, jordbærguf i rå mængder, syltetøj, chokodrys og flødeboller.

Jeg havde for længst besluttet, at i går skulle være en snydedag, og det blev det i den grad også... Da vi skulle køre hjem, var jeg decideret sukker-fuld. Det vil sige ør, meget snakkende og super speedet. Jeg havde fået fire glas vin eller dessertvin, fordelt over 4-5 timer, så det var nok ikke det, der havde den markante virkning.
Jeg havde egentlig planlagt at bestille pizza, når jeg kom hjem (bare for at synde HELT igennem) men jeg var bare så mæt, at alene det at slå op på just-eat, var nok til at give mig kvalme. Jeg endte med at spise to skiver havarti ved 20-tiden. Mere fordi min vane syntes jeg skulle have bare eet eller andet, end fordi jeg på nogen måde trængte til det...

Hvordan har jeg så haft det idag?

Faktisk forbløffende godt! Lige da jeg stod op, havde jeg lidt hovedpine og var lidt slatten. Men efter min morgenmad (boullion m kokosolie og citron), begyndte jeg allerede at få det markant bedre, og ved frokosttid, var jeg sprængfyldt med energi, på den måde jeg kun har oplevet når jeg er i ketose. Og ganske rigtig var min urinstix mørkelilla, da jeg målte midt på
eftermiddagen. Jeg havde ifølge vægten taget 2 kg på, men som jeg har tisset idag, må de allerede være godt på vej af igen.

Er jeg så glad for at det gik så hurtigt med at komme ovenpå og i ketose igen?

Både ja og nej. Det er åbentlyst positivt, at jeg hurtigt kan komme igang med at forbrænde mit kropsfedt. Desværre har denne kulhydratfest ikke rigtigt haft den afskrækkende effekt, jeg egentligt havde håbet på. Min psyke er nogen gange skruet sådan sammen, at hvis "straffen" er for lille, så falder jeg alt for let i igen. Det er vel typisk misbruger adfærd... På den anden side, så har jeg det bare både fysisk og psykisk så meget bedre, end jeg nogensinde kan huske at have haft det før. Jeg håber det er nok til, at jeg kan holde den gode kurs, som jeg har udstukket, uden for mange svinkeærinder. I må jo krydse fingrene for mig ;-)

Lasagne med proteinpasta plader

Jeg havde gæster hen den anden dag, og inspireret af et indlæg fra madbanditten havde jeg besluttet at forsøge mig med en lasagne LCHF-style. Nu forsøger jeg jo at holde mig i optimal ketose, så målet var (ud over at det skulle smage godt, selvfølgelig) at jeg skulle snige så meget fedt ned i retten, som muligt. Resultatet blev meget velsmagende, men både jeg og mine gæster var ikke helt vilde med konsistensen af proteinpastaen. Næste gang tror jeg bare jeg laver det med nogle squash- eller aubergineskiver istedet.

Til 4 personer (2 gæster + een gang madpakke ;-) - fadet jeg brugte er 22x22 cm.

Proteinpasta
4 æg
125g flødeost
5 top tskfulde husk/loppefrøskaller
lidt oregano

Æggene piskes luftige og resten af ingredienserne tilsættes - der må ikke være klumper af loppefrøskaller. Spredes ud på en bageplade med en dejskraber - massen er MEGET flydende! Bages i ovnen ved 150C i 13- 15 min. Tages ud af ovnen og afkøles før den skæres i passende stykker. Jeg havde lavet det dagen før, og havde bare rullet bagepapiret med pladen på til en rulle og puttet i køleskabet - det fungerede fint.

Hvid sovs, bechamel-inspireret.
5 dl fløde
100 g flødehavarti
0,5-1 tsk revet muskatnød
salt og peber

Fløden varmes i en gryde, skal ikke koge. Flødehavartien knækkes i mindre stykker og smeltes under omrøring i fløden. Krydres med muskatnød og salt og peber. Det går fint at gemme i køleskabet til næste dag.

Lasagne-sovs.
500 g hakket oksekød 18-20 %
1 løg
2 fed hvidløg
1 ds hakkede, flåede tomater
0,5 ds tomatpuré
2 dl rødvin
2 spsk tørret oregano
0,5 tsk rosmarin
1 tsk timian
salt og peber
smør til stegning

Løget brunes i smør i en gryde. Når løget er klart brunes oksekødet grundigt. Hvidløget hældet med det sidste minut af bruningen. Tomat og tomatpure, samt rødvin og krydderier tilsættes, og sovsen simres i 1 time. Kan sagtens gemmes i køleskabet.

Lasagne
1 portion proteinpasta delt i 4 plader
1 portion hvid sovs
1 portion sovs
100-150 g flødehavarti

Sovs, hvid sovs og plader lægges i lag i fadet. Til sidst dækkes det hel med flødehavarti. Bages ved 200C i ca 30 min.

Laila og chokoladefabrikken

Der er nu gået 1,5 døgn siden mit chokolade eventyr. Og det er faktisk ikke gået så slemt, som jeg havde frygtet. Tidligere, når jeg har devieret fra min ketose, er der gået en lille uges tid, før jeg var tilbage i ketose igen. Denne gang er jeg ikke gået ud af ketose. Jeg er godt nok gået fra at være i optimal ketose, til at være i begyndende ketose - men med et ketontal på 0,9 i aftes, kan jeg vist ikke være andet end tilfreds!
Rent fysisk, så har jeg heller ikke haft det så slemt, som jeg tidligere har haft. Om aftenen, lige efter gildet, var mine ben noget slatne under den sidste luftetur med hundene, men ud over at jeg var lidt træt igår, så havde jeg ikke rigtigt nogen sukkercravingssymptomer - end ikke hovedpine!
På  andre blogs kan jeg læse mig til, at andre også tolererer chokolade bedre end så mange andre sukker kilder, når de er i ketose - men jeg havde nu ikke forventet at samme kunne gælde med fyldte chokolader... Måske er min krop bare ved at blive bedre til at kompensere for, når jeg mishandler den (men jeg nød nu de chokolader meget ;-).
På den negative side, er jeg gået 3 kg den forkerte vej - så var den chokolade det værd? Tja, svært at svare på - men jeg kan jo ikke lave om på det.
Nu bliver det spændende at se, hvad der sker i den kommende weekend, hvor jeg skal til familiefest. Jeg har for længst planlagt at holde snydedag dér, og det holder jeg fast i. Men det kommer til at dreje sig om brød og andre kulhydratkilder - så det bliver lidt spændende at se hvordan min krop kommer til at reagere på det.

Jeg er jo ikke en helgen...

Vi har haft rigtigt travlt på min arbejdsplads. Det syntes bosserne vi skulle belønnes for. Så de havde købt en stor æske fyldte chokolader fra Frellsen til vi lønslaver.
Det er jo ikke noget som fremmer ketose, men det forhindrede nu ikke mig i at demolere det meste af æsken i løbet af nogle timer, mens jeg så madprogrammer på tv2fri.
Jeg trøster mig med, at jeg i det mindste nød det rigtigt meget. Skal man foræde sig i chokolade, så bør man vel som minimum spise rigtig god kvalitet og nyde det?
Nu er jeg bare rigtig utilpas, og ved jeg kommer til at sove dårligt. Og var det værd det? Det får vi se imorgen tidligt, går jeg ud fra...

Om fedtforbrænding og protein

Indlægget herunder er meget teknisk og fyldt med fremmedord. Der er dog en mening med galskaben, og hvis du orker at læse til bunden, vil jeg også forklare, hvorfor jeg synes det er relevant.

Kroppen kan sammenlignes med en hybridbil. Bilen vil bruge den elektricitet, der er på batterierne først, og når der ikke er mere tilbage, vil den gå over til at forbrænde benzin. På samme måde vil kroppe altid først forbrænde den glucose, som er i kroppen, før den går over til at forbrænde fedt. Hvis man spiser kulhydrat og fedt samtidigt, vil fedtet hurtigt blive oplagret i fedtvævet i reserve (som benzinen), og først komme ud af lagrene, når kulhydratet er brugt op. Dette reguleres af hormonet insulin.

Det er derfor nogen mennesker er nødt til at nedsætte den mængde kulhydrat de spiser til en meget lille mængde, før de begynder at forbrænde kroppens fedtlagre.

Man kan så undre sig over at disse mennesker ikke går rundt med et meget lavt blodsukker. Grunden til at de ikke gør det er, at kroppen er så viseligt indrettet, at den kan lave dele af fedtmolekylerne samt nogle aminosyrer om til glucose, ved en proces, som hedder gluconeogenese.

Den fedt, som lagres i fedtvævet, er nogle store molekyler, der kaldes triglycerider. For at fedtet kan komme ud af cellerne, spaltes det ved en proces, der heder lipolyse, til 3 fedtsyrer og 1 glycerol-molekyle. Fedtsyren forbrændes direkte til energi i de fleste væv (minus hjernen, de røde blodlegemer og dele af nyrerne), ved at gå ind i Krebs’ cyklus som CoA (coenzym A). Overskydende CoA vil i leveren blive omdannet til ketonstoffer.

Ketonstofferne kan krydse blod/hjerne barrieren (en membran, som holder de fleste ”giftstoffer” og molekyler af en vis størrelse væk fra hjernen), og kan bruges til energi-dannelse dér (via Krebs’ cyklus). Overskydende ketonstof åndes og tisses ud, det er dét som kan gøre udåndingsluften ildelugtende i starten, når man er i ketose, indtil en ligevægt har indstillet sig.

Ved gluconeogenese omdannes glycerolen (der stammede fra fedtmolekylerne), sammen med aminosyrer og mælkesyrer i leveren til glucose. Det er dén omdannede glucose, der holder blodsukkeret normalt.

 De ovenstående processer, er reguleret af hormonet glucagon, som i grove træk gør det modsatte at insulin- altså fremmer fedtforbrænding og hæmmer glucoseforbrænding.

Aminosyrerne, som indgår i gluconeogenesen, stammer hovedsageligt fra madens protein (hvis der er proteinmangel, vil det stamme fra nedbrudt væv, især muskel). Det protein man indtager, går hos et voksent menneske, der ikke opbygger større muskelvæv (dvs ikke laver styrketræning ud over det sædvanlige) til at reparere muskler og andet væv i kroppen, som undergår et naturligt slid hver dag. Den mængde protein, man skal indtage for at få nok aminosyrer til reparation, angives i litteraturen til cirka 1 gram animalsk protein per kilo NORMALVÆGT! Det med normalvægten er vigtigt! For de fleste kvinder skal man derfor indtage 50-70g protein om dagen, for at være i ligevægt.

Protein, som indtages ud over det nødvendige, indgår i gluconeogenesen – og vil derfor omdannes til kulhydrat!

Hvorfor poster jeg sådan en gang nørderi?

I begyndelsen, hvor jeg lagde min kost om til LCHF, raslede kiloene af mig. Men pludseligt efter ca 4 uger, gik det hele i stå. Som jeg har skrevet om i andre indlæg, gik jeg i gang med at søge information, for at finde ud af hvad jeg gjorde ”galt”. Til min overraskelse (efter megen research på nettet) havde jeg egentlig ikke behøvet at gå længere end den biokemi og fysiologi bog, jeg allerede havde stående på reolen. Det er ikke ny viden, hvad der sker ved fedtforbrænding, det har man vist i årtier!

Det jeg så ”bare” skulle gøre var, at implementere det i mit liv. Den største ting, jeg måtte regulere på, var hvor meget protein, jeg spiste. De ca 60 gram om dagen som jeg skal have, er faktisk ikke ret meget! Men jeg kunne meget tydeligt se, at det var proteinerne, og dermed gluconeogenesen, som forhindrede mig i at gå i ketose. Da først jeg havde sænket mængden af protein (kulhydraten var ikke et problem at få sænket) steg mine ketonværdier lige så fint, og mit vægttab gik i gang igen (dog langsomt).

Så selvom det er kedeligt at læse den ovenstående smøre og, – hvis man ikke har en naturvidenskabelig tilgang til det, som jeg – materialet er svært at forstå, så er det (meget kort fortalt) grunden til at JEG (og nok også andre, der gerne vil tabe sig med LCHF) stoppede med at tabe mig – og samtidigt grunden til at jeg kunne begynde at tabe mig igen.

Det man så bare ikke må glemme er, at folk er forskellige. De niveauer af fedt, protein og kulhydrat som får mig til at gå i ketose og dermed brænde fedt, er med stor sandsynlighed ikke de samme som DU skal sigte efter. Nogle mennesker vil tabe sig ved meget små justeringer i næringsfordelingen, mens andre er nødt til at køre det benhårdt. Det har jo at gøre med, hvordan vores gener er sat sammen, og hvordan vores kroppe dermed håndterer de ovenstående processer.

Mit bedste råd er at prøve sig frem. Hvis man er god til at føle sin krop skulle det ikke være så svært – hvis ikke, kan jeg anbefale at købe en keton-måler. Det er et supereffektiv værktøj til at indstille næringsfordelingen – især hvis men en kort periode tæller kulhydrater og protein.

Om at lære at kunne mærke sin krop

Et af dogmerne ved LCHF er, at man skal stoppe med at spise når man er mæt. Og det er jeg fuldstændig enig i – mæthed er jo eens krops måde at sige, at nu har den fået hvad den har behov for.

Problemet er bare, at nogle mennesker – mig selv inklusive – har meget svært ved at føle når de er mætte. Hos mig selv ved jeg, at det skyldes, at jeg i mange, mange år har henholdsvis spist med mine følelser, talt kalorier og tvangsmæssigt spist efter dette – eller bare er blevet ved med at spise lang tid efter, jeg egentlig godt vidste, at jeg var mæt.

Så nok den største udfordring jeg har haft ved at begynde min livstilsændring til LCHF, har været det dér med at lære at lytte til min krop. Og jeg er stadig ikke helt i mål…

Den måde jeg har arbejdet mig frem imod målet, går egentligt imod det, som jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle igen – nemlig at tælle kalorier! Men det har faktisk været effektivt for mig...

Det første jeg måtte konstatere var, om jeg faktisk kunne føle sult mere? Og - TJEK – det kunne jeg godt.

Derefter opsatte jeg den hypotese at minus-sult = mæthed.

Jeg slog så op hvad kalorieanbefalingen for en kvinde i min alder og med mit aktivitetsniveau burde være – og med det tal in mente, gik jeg i gang med at prøve mig frem.

Det første jeg måtte indse var, at jeg rent psykologisk er nødt til at spise 3 måltider om dagen. Hvor evolutionært korrekt periodisk faste end lyder, så er bare tanken om at springe et måltid over en voldsom spise-trigger for mig. Så jeg delte de ca 2000 kcal op på tre måltider, og satte målet, at de tildelte kalorier skulle gøre, at jeg begyndte at blive sulten ½ time før det næste måltid var planlagt. Jeg havde tidligere eksperimenteret mig frem til, at for jeg er i ketose, skal min energifordeling være 75-80% fedt, 15-20% fedt og 5% kulhydrat, så det var sådan jeg kombinerede mine måltider.

Det jeg fandt ud af var, at jeg måtte skrue lidt ned for kalorierne ved både mit morgen- og frokostmåltid, fordi jeg simpelthen ikke nåede at blive sulten. Aftensmåltidet passede fint. Jeg målte kalorier i ca 1,5 mdr, før jeg pludselig en dag ved min morgenmad tænkte – ”jeg er egentlig ikke sulten mere”, og så uden problem kunne stoppe med at spise. Det var en stor sejr!

Ud over at (næsten) have lært hvornår jeg føler mig mæt, så har jeg også (næsten) lært mine øjne hvor stor en portion jeg skal sigte efter – for det er farligt for mig at få øst for meget op på min tallerken – det dér med at levne – dét har jeg (endnu) ikke (helt) lært ;-)

Jeg er nu holdt på med at registrere min mad, men arbejder stadig benhårdt på at lytte til min krops mæthedssignaler. Jeg har været i ketose i ca 2 måneder nu, og det hjælper helt sikkert også med til, at det er lidt lettere for mig, at føle min krop. Min vægt (som jeg på nuværende tidspunkt har besluttet må være sekundært til, at jeg føler en helt ubeskrivelig fred og velvære i min krop) går meget langsomt i den rigtige retning.

Jeg ved ikke om der findes en ”korrekt” måde at lære sin krop at kende på – jeg har bare erkendt med mig selv, at det dér med at måle, registrere og veje virker for mig. Om det så er mit aftenketontal eller min mad. Og hvis der er nogen som kan have glæde af de erfaringer, som jeg har gjort mig, så er det jo bare dejligt. Nu skal jeg bare have vænnet mig af med, at veje mig selv for ofte – for lige dét, kan jeg mærke stresser mig ;-)

Min vej til LCHF

Jeg har altid været for tyk. Den gang jeg var et lille bitte barn, fandt min mor mig foran køleskabet hvor jeg stod og drak fløde direkte fra kartonen eller spiste fedtet oven af flæskestegen. Så fik jeg skældud, for jeg var jo for tyk og så måtte man ikke sådan noget. I stedet fik jeg havregryn og rugbrødsmadder med hamburgerryg og ingen fedtstof (den dag i dag har jeg stadig problemer med hamburgerryg i pålægsform).

Jeg var også meget syg da jeg var lille. Der var perioder hvor det eneste min mor kunne få mig til at spise var fedtkanten på stegen. Så havde hun det dårligt, for sådan kan man jo ikke opfostre sit barn hvis man er en god mor.

Men mine forældre var – og er – gode forældre og har alle dage sørget for, at jeg og mine søskende har fået en kost der fulgte de anbefalinger myndighederne gav. Vi blev fyldt med rugbrød, pasta, ris – masser af kartofler – og magert kød, samt masser af grøntsager. Der har altid været grøntsager på bordet hjemme hos os.

Trods dette har jeg altid været tyk – og er med årene bare blevet tykkere. Mine søskende var normalvægtige da de var børn, men da de nåede teenage-årene begyndte de også at tage på. Og begge mine forældre er overvægtige. Man må undre sig, da vi jo altid har spist ”rigtigt”…

Så flyttede jeg hjemmefra da jeg skulle til at studere. Pludseligt skulle jeg til selv at stå for maden og dét på en su. Så her blev inhaleret masser af pasta og ris – ikke så mange kartofler, for det har aldrig lige været mig. Der blev også skruet gevaldigt op for slik og chips. Ketchup var også en stor del af min kost… Men jeg sørgede altid for at holde mig til magert kød og få grøntsager hver dag. I den periode tog jeg rigtigt meget på…

Nu lyder det nok som om jeg bare har ladet stå til hele mit liv. Intet kan være længere fra sandheden! Jeg har været på slankekur nok hele mit liv. Fra jeg var helt lille og kun måtte spise hvad mine forældre lagde på min tallerken, til utallige år med kalorietælning og så lidt fedt som muligt. Trods dette gik det støt opad i vægten indtil jeg sluttede med at læse.

Da jeg var færdig med min uddannelse var der så småt begyndt at blæse nogle vinde om, at man nok skulle passe lidt på med de der kulhydrater, hvis man gerne ville tabe sig. Og det ville jeg jo gerne af gode grunde.

Så over nogle år tog jeg flere og flere kulhydrater ud af min kost. Jeg startede med det hvide brød, så kom kartoflerne (de var nu ikke det store tab), kager og slik og til sidst ris. Det eneste jeg tillod mig var groft fuldkornsbrød og fuldkornspasta. Stadig væk holdt jeg mig til det magre kød og fik grøntsager hver dag. Pludseligt kunne jeg holde vægten og holdte den i flere år. Men jeg tabte mig ikke. Og jeg var småsulten hele tiden. Hver gang jeg forsøgte at spise færre kalorier, var jeg ikke til at være i nærheden af for mine omgivelser. Sult og jeg er IKKE gode venner…

I forbindelse med en flytning skiftede jeg læge. Denne læge tog i forbindelse med et andet besøg en snak med mig omkring min vægt og hvilke sygdomme jeg var i risikogruppen for at få. Ikke fordi jeg ikke vidste det (det skal man jo være både døv og blind og imbecil for ikke at vide), men denne gang slog det mig bare lidt hårdere. Lægen foreslog mig så, at hun kunne henvise mig til en psykolog, så jeg kunne få noget hjælp til at finde ud af hvorfor jeg overspiste og nogle redskaber til at holde op med det. Jeg sagde ja tak til henvisningen, og så startede 1,5 år med psykolog.

Det var dyrt, man skal selv betale en del af psykologregningen, men det var sådan set pengene vært. Jeg fik bearbejdet en masse fra min barndom (bla er jeg blevet massivt mobbet), blev bekræftet i, at det er i orden ikke at være som de andre (det viser sig at jeg er introvert, og at det er helt ok), samt fik fundet en masse af mine spise-triggere. Men jeg tabte mig stadig ikke trods det, at jeg kun spiste fuldkorn, masser af protein, lidt fedt og ikke fik for mange kalorier. Men jeg var sulten hele tiden, og trods det, at jeg godt kendte mine spise-triggere og udmærket kunne se når jeg var ved at ”falde i”, så kunne jeg ikke stoppe mig selv når det skete.

Det var dertil jeg var kommet. Så en dag fortalte min bror mig, at han havde prøvet at lave meatza. Da han havde forklaret hvad det var, for det havde jeg godt nok aldrig hørt om, så synes jeg det lød spændende og begav mig ud på det store internet for at finde en opskrift.

Det var dér jeg opdagede Jane Faerbers mad-blog ”madbanditten”. Fra første gang jeg klikkede ind der, føltes det som om jeg var kommet hjem. Her var en gruppe mennesker, som havde de samme problemer som mig, når det kom til sult og ”normal” mad – og ikke mindst var der her en forklaring på HVORFOR jeg ikke bare har en rygrad som en regnorm, men at jeg faktisk hele mit liv har arbejdet imod min egen krop og den almene fysiologi. (Jeg tænker nogen gange på, hvad der ville være sket, hvis min mor havde ladet mig spise de fedtkanter og drikke det fløde, som lille barnemig selv pillede ud af køleskabet – mon jeg i virkeligheden gik efter disse fødevarer, fordi det var det min krop bad mig om?).

Så midt i december 2012 (ja, et genialt tidspunkt at starte en kost-omlægning ;-) begyndte jeg med LCHF. Jeg gennemlæste alt på Janes blog, og fandt også andre blogs, der kunne hjælpe mig, bla kostdoktorn.se. Og voila! Selvom jeg var begyndt i december, så tabte jeg mig! Og jeg havde det godt! Jeg var ikke sulten hele tiden, jeg sov så godt som jeg aldrig har gjort før, og jeg havde en hel ubeskrivelig ro i kroppen. Mine madtanker forsvandt og min generelle koncentrationsevne blev forbedret. Men men men. Pludselig tabte jeg mig ikke mere. Jeg havde det stadigt forrygende godt i min krop og sov som et svin på møddingen, men hvorfor holdt jeg så pludseligt op med at tabe mig?

Nu er jeg heldigvis et stædigt asen, og jeg er af den type, som samler information indtil jeg føler jeg ved absolut alting om et emne. Så det var dét jeg gik i gang med. Jeg researchede på nettet alt om LCHF og fysiologi, fysiologien ved opbyggelse af fedtvæv og LCHF og vægttab.

Og der var flere ting som gik op for mig. Et: jeg har misbrugt min krop i 34 år – jeg kan ikke forvente at den ”tilgiver” mig fra den ene dag til den anden. Det kan snildt tage over et år fra man begynder med LCHF, før kroppen er tryg nok til at begynde at slippe sine fedtdepoter.

To: jeg spiste slet ikke så meget fedt som jeg troede og jeg spiste alt for meget protein. Kulhydrat mængden var egentlig ok.

Tre: jeg spiste for mange kalorier. Jeg havde stadig ikke lært at føle hvornår jeg er mæt, men spiste faktisk til jeg var overmæt.

Ud fra den viden jeg havde samlet mig, gik jeg så i gang med at eksperimentere med mig selv. Det første jeg gjorde (og det går imod alt hvad man læser omkring LCHF) var at begynde at registrere hvad jeg spiste. Dette gjorde jeg som et redskab til at sikre mig at jeg får nok fedt og ikke for meget protein og kulhydrat – samt som en hjælp til ikke at overspise. Jeg havde læst omkring ketose og vægttab, og besluttede at finde det punkt hvor jeg går i ketose. Så et glucometer, som også kunne måle ketonstoffer blev indkøbt og målingerne blev sat i gang. Efter at have øget fedtindtaget gradvist og sænket især proteinindtaget (kulhydraterne var pudsigt nok ikke det store problem), fandt jeg efterhånden den fordeling som passer til mig. Jeg skal have mellem 75 og 80% fedt, 15-20% protein og resten kulhydrat, så er jeg i ketose.

Hvad er så status nu? Ja, jeg er begyndt at tabe mig igen – det går ikke særligt stærkt, men det går støt. Og for mig, på dette tidspunkt af mit liv, er det fint! Jeg har det fabelagtigt godt hele tiden. Jeg er så småt begyndt at kunne mærke mæthed (sultfølelsen har jeg aldrig haft problemer med ;-) og de tips og tricks jeg lærte hos psykologen, kan jeg faktisk bruge i praksis nu. Jeg kan erkende, når jeg rammer en spise-trigger og jeg kan (næsten) altid stoppe mig selv. Der kan gå over en uge nu, uden at jeg falder i på én eller anden måde – og det er for mig en stor sejr! Og når jeg falder i, er jeg blevet rigtigt god til at sige ”pyt” uden at slå mig selv i hovedet, og hurtigt komme op på hesten igen. Jeg har fundet kosten i mit liv, og selvom jeg nok ikke fortsætter med ketose resten af mit liv, så er der ingen tvivl om, at jeg altid vil spise efter LCHF principperne.