Historien om en sommerjakke

Alle der nogensinde har været overvægtige, har nok på et eller andet tidspunkt i deres liv købt et stykke tøj, som ikke passede, men som man bare havde forelsket sig i. Planen var jo så "bare" at man lige skulle smide de der 10 kilo, så ville den pågældende beklædningsgenstand passe perfekt.
Min beklædningsgenstand er en sommejakke. Jeg husker ikke præcist hvornår jeg købte den, men det er nok mindst 10 år siden. Jeg syntes den var så fin - cremefarvet med lysebrune og lyseblå detaljer (idag synes jeg måske den er knapt så fin - men den gang, var den alt hvad jeg kunne begære). Men jeg tabte mig jo aldrig de der 10 kilo, og jakken har trofast hængt i mit skab, år efter år. Et par gange har jeg haft den ude og spekuleret på, om jeg måske ikke burde give den til genbrug - men hver gang er den havnet inde i skabet igen - for den der lykkefølelse jeg fik, dengang jeg købte den, ligger meget dybt i mig - og jeg skal jo bare lige... osv.
Men ved I hvad der så skete? Jeg er jo flyttet og jakken flyttede med (selvom det endnu engang var oppe, om ikke den burde ryge til genbrug) - og i forbindelse med, at jeg rykkede rundt på mit tøj, fik jeg pludseligt lyst til at prøve den på igen. Hver gang jeg har gjort det, har det altid været en skuffelse - men denne gang - mine damer og herrer! - så passede den!
Min smukke (?) sommerjakke, som jeg ALDRIG har brugt, passede sgu! Så nu ved jeg hvad jeg skal gå med hele foråret, selvom den er håbløst umoderne ;-)

Laila og chokoladefabrikken

Der er nu gået 1,5 døgn siden mit chokolade eventyr. Og det er faktisk ikke gået så slemt, som jeg havde frygtet. Tidligere, når jeg har devieret fra min ketose, er der gået en lille uges tid, før jeg var tilbage i ketose igen. Denne gang er jeg ikke gået ud af ketose. Jeg er godt nok gået fra at være i optimal ketose, til at være i begyndende ketose - men med et ketontal på 0,9 i aftes, kan jeg vist ikke være andet end tilfreds!
Rent fysisk, så har jeg heller ikke haft det så slemt, som jeg tidligere har haft. Om aftenen, lige efter gildet, var mine ben noget slatne under den sidste luftetur med hundene, men ud over at jeg var lidt træt igår, så havde jeg ikke rigtigt nogen sukkercravingssymptomer - end ikke hovedpine!
På  andre blogs kan jeg læse mig til, at andre også tolererer chokolade bedre end så mange andre sukker kilder, når de er i ketose - men jeg havde nu ikke forventet at samme kunne gælde med fyldte chokolader... Måske er min krop bare ved at blive bedre til at kompensere for, når jeg mishandler den (men jeg nød nu de chokolader meget ;-).
På den negative side, er jeg gået 3 kg den forkerte vej - så var den chokolade det værd? Tja, svært at svare på - men jeg kan jo ikke lave om på det.
Nu bliver det spændende at se, hvad der sker i den kommende weekend, hvor jeg skal til familiefest. Jeg har for længst planlagt at holde snydedag dér, og det holder jeg fast i. Men det kommer til at dreje sig om brød og andre kulhydratkilder - så det bliver lidt spændende at se hvordan min krop kommer til at reagere på det.

Jeg er jo ikke en helgen...

Vi har haft rigtigt travlt på min arbejdsplads. Det syntes bosserne vi skulle belønnes for. Så de havde købt en stor æske fyldte chokolader fra Frellsen til vi lønslaver.
Det er jo ikke noget som fremmer ketose, men det forhindrede nu ikke mig i at demolere det meste af æsken i løbet af nogle timer, mens jeg så madprogrammer på tv2fri.
Jeg trøster mig med, at jeg i det mindste nød det rigtigt meget. Skal man foræde sig i chokolade, så bør man vel som minimum spise rigtig god kvalitet og nyde det?
Nu er jeg bare rigtig utilpas, og ved jeg kommer til at sove dårligt. Og var det værd det? Det får vi se imorgen tidligt, går jeg ud fra...

Miniupdate

Jeg havde en fridag igår, og benyttede lejligheden til at sove længe. Mens jeg lå i min seng, og overvejede om jeg skulle stå op, opdagede jeg pludseligt, at mine håndledsdeller var forsvundet :-) Sikke en dejlig måde at starte dagen på :-D

Status 17. juni 2013

Det her er en blog om blandt andet vægttab på LCHF. Når nu jeg har valgt det skal være sådan, så skylder jeg vel egentligt også, at komme med en statusopdatering. Det her bliver ikke noget, jeg kommer til at gøre en gang om ugen, for som jeg har skrevet i flere af de tidligere indlæg, så er det ikke fordi mit vægttab går mega-hurtigt ;-). Jeg kommer heller ikke til at fortælle hverken start- eller pt-vægt, men jeg vil angive hvor mange kilo, jeg har tabt mig, siden jeg begyndte med denne kostomlægning.

Jeg begyndte med kostomlægningen midt i december 2012 (genialt tidspunkt ;-) og har indtil nu tabt mig 13 kg.
Jeg poster lige et billede af et bælte, som jeg købte i starten af januar. Da jeg købte det, passede jeg det i hul nr 2 fra spidsen af - idag passer jeg det i hul nr 8 fra spidsen af :-) Min plan er at blive ved med at bruge dette bælte - jeg har heldigvis adgang til en hulletang - indtil det ikke går længere. Det giver mig en stor personlig tilfredsstillelse, hver gang jeg kan gå et hul ind...

Om at lære at kunne mærke sin krop

Et af dogmerne ved LCHF er, at man skal stoppe med at spise når man er mæt. Og det er jeg fuldstændig enig i – mæthed er jo eens krops måde at sige, at nu har den fået hvad den har behov for.

Problemet er bare, at nogle mennesker – mig selv inklusive – har meget svært ved at føle når de er mætte. Hos mig selv ved jeg, at det skyldes, at jeg i mange, mange år har henholdsvis spist med mine følelser, talt kalorier og tvangsmæssigt spist efter dette – eller bare er blevet ved med at spise lang tid efter, jeg egentlig godt vidste, at jeg var mæt.

Så nok den største udfordring jeg har haft ved at begynde min livstilsændring til LCHF, har været det dér med at lære at lytte til min krop. Og jeg er stadig ikke helt i mål…

Den måde jeg har arbejdet mig frem imod målet, går egentligt imod det, som jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle igen – nemlig at tælle kalorier! Men det har faktisk været effektivt for mig...

Det første jeg måtte konstatere var, om jeg faktisk kunne føle sult mere? Og - TJEK – det kunne jeg godt.

Derefter opsatte jeg den hypotese at minus-sult = mæthed.

Jeg slog så op hvad kalorieanbefalingen for en kvinde i min alder og med mit aktivitetsniveau burde være – og med det tal in mente, gik jeg i gang med at prøve mig frem.

Det første jeg måtte indse var, at jeg rent psykologisk er nødt til at spise 3 måltider om dagen. Hvor evolutionært korrekt periodisk faste end lyder, så er bare tanken om at springe et måltid over en voldsom spise-trigger for mig. Så jeg delte de ca 2000 kcal op på tre måltider, og satte målet, at de tildelte kalorier skulle gøre, at jeg begyndte at blive sulten ½ time før det næste måltid var planlagt. Jeg havde tidligere eksperimenteret mig frem til, at for jeg er i ketose, skal min energifordeling være 75-80% fedt, 15-20% fedt og 5% kulhydrat, så det var sådan jeg kombinerede mine måltider.

Det jeg fandt ud af var, at jeg måtte skrue lidt ned for kalorierne ved både mit morgen- og frokostmåltid, fordi jeg simpelthen ikke nåede at blive sulten. Aftensmåltidet passede fint. Jeg målte kalorier i ca 1,5 mdr, før jeg pludselig en dag ved min morgenmad tænkte – ”jeg er egentlig ikke sulten mere”, og så uden problem kunne stoppe med at spise. Det var en stor sejr!

Ud over at (næsten) have lært hvornår jeg føler mig mæt, så har jeg også (næsten) lært mine øjne hvor stor en portion jeg skal sigte efter – for det er farligt for mig at få øst for meget op på min tallerken – det dér med at levne – dét har jeg (endnu) ikke (helt) lært ;-)

Jeg er nu holdt på med at registrere min mad, men arbejder stadig benhårdt på at lytte til min krops mæthedssignaler. Jeg har været i ketose i ca 2 måneder nu, og det hjælper helt sikkert også med til, at det er lidt lettere for mig, at føle min krop. Min vægt (som jeg på nuværende tidspunkt har besluttet må være sekundært til, at jeg føler en helt ubeskrivelig fred og velvære i min krop) går meget langsomt i den rigtige retning.

Jeg ved ikke om der findes en ”korrekt” måde at lære sin krop at kende på – jeg har bare erkendt med mig selv, at det dér med at måle, registrere og veje virker for mig. Om det så er mit aftenketontal eller min mad. Og hvis der er nogen som kan have glæde af de erfaringer, som jeg har gjort mig, så er det jo bare dejligt. Nu skal jeg bare have vænnet mig af med, at veje mig selv for ofte – for lige dét, kan jeg mærke stresser mig ;-)

Min vej til LCHF

Jeg har altid været for tyk. Den gang jeg var et lille bitte barn, fandt min mor mig foran køleskabet hvor jeg stod og drak fløde direkte fra kartonen eller spiste fedtet oven af flæskestegen. Så fik jeg skældud, for jeg var jo for tyk og så måtte man ikke sådan noget. I stedet fik jeg havregryn og rugbrødsmadder med hamburgerryg og ingen fedtstof (den dag i dag har jeg stadig problemer med hamburgerryg i pålægsform).

Jeg var også meget syg da jeg var lille. Der var perioder hvor det eneste min mor kunne få mig til at spise var fedtkanten på stegen. Så havde hun det dårligt, for sådan kan man jo ikke opfostre sit barn hvis man er en god mor.

Men mine forældre var – og er – gode forældre og har alle dage sørget for, at jeg og mine søskende har fået en kost der fulgte de anbefalinger myndighederne gav. Vi blev fyldt med rugbrød, pasta, ris – masser af kartofler – og magert kød, samt masser af grøntsager. Der har altid været grøntsager på bordet hjemme hos os.

Trods dette har jeg altid været tyk – og er med årene bare blevet tykkere. Mine søskende var normalvægtige da de var børn, men da de nåede teenage-årene begyndte de også at tage på. Og begge mine forældre er overvægtige. Man må undre sig, da vi jo altid har spist ”rigtigt”…

Så flyttede jeg hjemmefra da jeg skulle til at studere. Pludseligt skulle jeg til selv at stå for maden og dét på en su. Så her blev inhaleret masser af pasta og ris – ikke så mange kartofler, for det har aldrig lige været mig. Der blev også skruet gevaldigt op for slik og chips. Ketchup var også en stor del af min kost… Men jeg sørgede altid for at holde mig til magert kød og få grøntsager hver dag. I den periode tog jeg rigtigt meget på…

Nu lyder det nok som om jeg bare har ladet stå til hele mit liv. Intet kan være længere fra sandheden! Jeg har været på slankekur nok hele mit liv. Fra jeg var helt lille og kun måtte spise hvad mine forældre lagde på min tallerken, til utallige år med kalorietælning og så lidt fedt som muligt. Trods dette gik det støt opad i vægten indtil jeg sluttede med at læse.

Da jeg var færdig med min uddannelse var der så småt begyndt at blæse nogle vinde om, at man nok skulle passe lidt på med de der kulhydrater, hvis man gerne ville tabe sig. Og det ville jeg jo gerne af gode grunde.

Så over nogle år tog jeg flere og flere kulhydrater ud af min kost. Jeg startede med det hvide brød, så kom kartoflerne (de var nu ikke det store tab), kager og slik og til sidst ris. Det eneste jeg tillod mig var groft fuldkornsbrød og fuldkornspasta. Stadig væk holdt jeg mig til det magre kød og fik grøntsager hver dag. Pludseligt kunne jeg holde vægten og holdte den i flere år. Men jeg tabte mig ikke. Og jeg var småsulten hele tiden. Hver gang jeg forsøgte at spise færre kalorier, var jeg ikke til at være i nærheden af for mine omgivelser. Sult og jeg er IKKE gode venner…

I forbindelse med en flytning skiftede jeg læge. Denne læge tog i forbindelse med et andet besøg en snak med mig omkring min vægt og hvilke sygdomme jeg var i risikogruppen for at få. Ikke fordi jeg ikke vidste det (det skal man jo være både døv og blind og imbecil for ikke at vide), men denne gang slog det mig bare lidt hårdere. Lægen foreslog mig så, at hun kunne henvise mig til en psykolog, så jeg kunne få noget hjælp til at finde ud af hvorfor jeg overspiste og nogle redskaber til at holde op med det. Jeg sagde ja tak til henvisningen, og så startede 1,5 år med psykolog.

Det var dyrt, man skal selv betale en del af psykologregningen, men det var sådan set pengene vært. Jeg fik bearbejdet en masse fra min barndom (bla er jeg blevet massivt mobbet), blev bekræftet i, at det er i orden ikke at være som de andre (det viser sig at jeg er introvert, og at det er helt ok), samt fik fundet en masse af mine spise-triggere. Men jeg tabte mig stadig ikke trods det, at jeg kun spiste fuldkorn, masser af protein, lidt fedt og ikke fik for mange kalorier. Men jeg var sulten hele tiden, og trods det, at jeg godt kendte mine spise-triggere og udmærket kunne se når jeg var ved at ”falde i”, så kunne jeg ikke stoppe mig selv når det skete.

Det var dertil jeg var kommet. Så en dag fortalte min bror mig, at han havde prøvet at lave meatza. Da han havde forklaret hvad det var, for det havde jeg godt nok aldrig hørt om, så synes jeg det lød spændende og begav mig ud på det store internet for at finde en opskrift.

Det var dér jeg opdagede Jane Faerbers mad-blog ”madbanditten”. Fra første gang jeg klikkede ind der, føltes det som om jeg var kommet hjem. Her var en gruppe mennesker, som havde de samme problemer som mig, når det kom til sult og ”normal” mad – og ikke mindst var der her en forklaring på HVORFOR jeg ikke bare har en rygrad som en regnorm, men at jeg faktisk hele mit liv har arbejdet imod min egen krop og den almene fysiologi. (Jeg tænker nogen gange på, hvad der ville være sket, hvis min mor havde ladet mig spise de fedtkanter og drikke det fløde, som lille barnemig selv pillede ud af køleskabet – mon jeg i virkeligheden gik efter disse fødevarer, fordi det var det min krop bad mig om?).

Så midt i december 2012 (ja, et genialt tidspunkt at starte en kost-omlægning ;-) begyndte jeg med LCHF. Jeg gennemlæste alt på Janes blog, og fandt også andre blogs, der kunne hjælpe mig, bla kostdoktorn.se. Og voila! Selvom jeg var begyndt i december, så tabte jeg mig! Og jeg havde det godt! Jeg var ikke sulten hele tiden, jeg sov så godt som jeg aldrig har gjort før, og jeg havde en hel ubeskrivelig ro i kroppen. Mine madtanker forsvandt og min generelle koncentrationsevne blev forbedret. Men men men. Pludselig tabte jeg mig ikke mere. Jeg havde det stadigt forrygende godt i min krop og sov som et svin på møddingen, men hvorfor holdt jeg så pludseligt op med at tabe mig?

Nu er jeg heldigvis et stædigt asen, og jeg er af den type, som samler information indtil jeg føler jeg ved absolut alting om et emne. Så det var dét jeg gik i gang med. Jeg researchede på nettet alt om LCHF og fysiologi, fysiologien ved opbyggelse af fedtvæv og LCHF og vægttab.

Og der var flere ting som gik op for mig. Et: jeg har misbrugt min krop i 34 år – jeg kan ikke forvente at den ”tilgiver” mig fra den ene dag til den anden. Det kan snildt tage over et år fra man begynder med LCHF, før kroppen er tryg nok til at begynde at slippe sine fedtdepoter.

To: jeg spiste slet ikke så meget fedt som jeg troede og jeg spiste alt for meget protein. Kulhydrat mængden var egentlig ok.

Tre: jeg spiste for mange kalorier. Jeg havde stadig ikke lært at føle hvornår jeg er mæt, men spiste faktisk til jeg var overmæt.

Ud fra den viden jeg havde samlet mig, gik jeg så i gang med at eksperimentere med mig selv. Det første jeg gjorde (og det går imod alt hvad man læser omkring LCHF) var at begynde at registrere hvad jeg spiste. Dette gjorde jeg som et redskab til at sikre mig at jeg får nok fedt og ikke for meget protein og kulhydrat – samt som en hjælp til ikke at overspise. Jeg havde læst omkring ketose og vægttab, og besluttede at finde det punkt hvor jeg går i ketose. Så et glucometer, som også kunne måle ketonstoffer blev indkøbt og målingerne blev sat i gang. Efter at have øget fedtindtaget gradvist og sænket især proteinindtaget (kulhydraterne var pudsigt nok ikke det store problem), fandt jeg efterhånden den fordeling som passer til mig. Jeg skal have mellem 75 og 80% fedt, 15-20% protein og resten kulhydrat, så er jeg i ketose.

Hvad er så status nu? Ja, jeg er begyndt at tabe mig igen – det går ikke særligt stærkt, men det går støt. Og for mig, på dette tidspunkt af mit liv, er det fint! Jeg har det fabelagtigt godt hele tiden. Jeg er så småt begyndt at kunne mærke mæthed (sultfølelsen har jeg aldrig haft problemer med ;-) og de tips og tricks jeg lærte hos psykologen, kan jeg faktisk bruge i praksis nu. Jeg kan erkende, når jeg rammer en spise-trigger og jeg kan (næsten) altid stoppe mig selv. Der kan gå over en uge nu, uden at jeg falder i på én eller anden måde – og det er for mig en stor sejr! Og når jeg falder i, er jeg blevet rigtigt god til at sige ”pyt” uden at slå mig selv i hovedet, og hurtigt komme op på hesten igen. Jeg har fundet kosten i mit liv, og selvom jeg nok ikke fortsætter med ketose resten af mit liv, så er der ingen tvivl om, at jeg altid vil spise efter LCHF principperne.