Om at lære at kunne mærke sin krop

Et af dogmerne ved LCHF er, at man skal stoppe med at spise når man er mæt. Og det er jeg fuldstændig enig i – mæthed er jo eens krops måde at sige, at nu har den fået hvad den har behov for.

Problemet er bare, at nogle mennesker – mig selv inklusive – har meget svært ved at føle når de er mætte. Hos mig selv ved jeg, at det skyldes, at jeg i mange, mange år har henholdsvis spist med mine følelser, talt kalorier og tvangsmæssigt spist efter dette – eller bare er blevet ved med at spise lang tid efter, jeg egentlig godt vidste, at jeg var mæt.

Så nok den største udfordring jeg har haft ved at begynde min livstilsændring til LCHF, har været det dér med at lære at lytte til min krop. Og jeg er stadig ikke helt i mål…

Den måde jeg har arbejdet mig frem imod målet, går egentligt imod det, som jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle igen – nemlig at tælle kalorier! Men det har faktisk været effektivt for mig...

Det første jeg måtte konstatere var, om jeg faktisk kunne føle sult mere? Og - TJEK – det kunne jeg godt.

Derefter opsatte jeg den hypotese at minus-sult = mæthed.

Jeg slog så op hvad kalorieanbefalingen for en kvinde i min alder og med mit aktivitetsniveau burde være – og med det tal in mente, gik jeg i gang med at prøve mig frem.

Det første jeg måtte indse var, at jeg rent psykologisk er nødt til at spise 3 måltider om dagen. Hvor evolutionært korrekt periodisk faste end lyder, så er bare tanken om at springe et måltid over en voldsom spise-trigger for mig. Så jeg delte de ca 2000 kcal op på tre måltider, og satte målet, at de tildelte kalorier skulle gøre, at jeg begyndte at blive sulten ½ time før det næste måltid var planlagt. Jeg havde tidligere eksperimenteret mig frem til, at for jeg er i ketose, skal min energifordeling være 75-80% fedt, 15-20% fedt og 5% kulhydrat, så det var sådan jeg kombinerede mine måltider.

Det jeg fandt ud af var, at jeg måtte skrue lidt ned for kalorierne ved både mit morgen- og frokostmåltid, fordi jeg simpelthen ikke nåede at blive sulten. Aftensmåltidet passede fint. Jeg målte kalorier i ca 1,5 mdr, før jeg pludselig en dag ved min morgenmad tænkte – ”jeg er egentlig ikke sulten mere”, og så uden problem kunne stoppe med at spise. Det var en stor sejr!

Ud over at (næsten) have lært hvornår jeg føler mig mæt, så har jeg også (næsten) lært mine øjne hvor stor en portion jeg skal sigte efter – for det er farligt for mig at få øst for meget op på min tallerken – det dér med at levne – dét har jeg (endnu) ikke (helt) lært ;-)

Jeg er nu holdt på med at registrere min mad, men arbejder stadig benhårdt på at lytte til min krops mæthedssignaler. Jeg har været i ketose i ca 2 måneder nu, og det hjælper helt sikkert også med til, at det er lidt lettere for mig, at føle min krop. Min vægt (som jeg på nuværende tidspunkt har besluttet må være sekundært til, at jeg føler en helt ubeskrivelig fred og velvære i min krop) går meget langsomt i den rigtige retning.

Jeg ved ikke om der findes en ”korrekt” måde at lære sin krop at kende på – jeg har bare erkendt med mig selv, at det dér med at måle, registrere og veje virker for mig. Om det så er mit aftenketontal eller min mad. Og hvis der er nogen som kan have glæde af de erfaringer, som jeg har gjort mig, så er det jo bare dejligt. Nu skal jeg bare have vænnet mig af med, at veje mig selv for ofte – for lige dét, kan jeg mærke stresser mig ;-)