Status 30. september

Så er der gået en måned siden sidste statusopdatering. Og det har været en meget begivenhedsrig måned. Jeg er sluttet på mit arbejde, og er dermed igen desværre arbejdsløs. (eller "ledighedsramt" som beskæftigelsesministeriet så politisk korrekt kalder det). Fra tidligere gange, ved jeg at jeg lige skal affinde mig med det - jeg er altid superstresset over det lige i begyndelse, før jeg affinder mig med det. Denne gang har stressen sat sig som muskelspændinger i nakke, skuldre og øverste ryg, så jeg har arbejdet med øvelser, afspænding og lange, afslappende gåture med hundene. Men jeg er ikke helt i mål endnu.
Og så har der været den store begivenhed - den kombinerede barnedåb slash 60 års fødselsdag for min niece og mor. Det var dejligt og hyggeligt at se hele familien - og for dævlan jeg nød at spise det superlækre gourmetbrød, som blev serveret sammen med resten af den lækre mad. Jeg må så tilgengæld også konstatere at min brødafhængighed lever i bedste velgående endnu. Da jeg først var kommet igang, fik jeg klemt helt uhyrlige mængder ind i ansigtet - også selvom min mave forlængst havde sagt stop.
Nå, men min patenterede "dagen derpå" morgenmad, fik mig lynhurtigt på rette mad-køl igen, og jeg har ikke haft nogen tilbagefald siden, selvom jeg tænkte rigtigt meget på brød de første dage efter. Med hensyn til ketosen, så har jeg bemærket mig at der går længere og længere tid imellem jeg har en snydedag til jeg er tilbage i ketosen igen. Denne gang gik der en hel uge. Jeg har læst hos Atkins tror jeg det var, at det ikke er ualmindeligt - men meget irritetende alligevel...

Men nu til det, det egentlg handler om. Siden sidste opdatering er der røget 1,3kg, 2 cm om armen, 2 cm om livet og 3 cm om låret. I alt har jeg siden december 2012 tabt 18,8kg, og siden midt marts 9 cm om armen, 18 cm om livet og 16 cm om låret. Ikke så dårligt hvis jeg skal sige det selv!
 Nu har jeg så sat vægt og målebånd op på en høj reol, hvor jeg skal stå på en stol for at få dem ned. Jeg har nemlig de sidste par uger stresset mig selv med at måle og veje hver dag - så det har jeg besluttet må stoppe, da jeg kan mærke at det ikke gør mig godt. Jeg har besluttet at der skal gå mindst 14 dage før de skal bruges igen - så må vi se om jeg føler for at delagtiggøre nogen i det ;-)

Min patenterede dagen derpå morgenmad

To be or not to be - i ketose

Jeg er ikke i ketose lige for tiden. I august har jeg haft det ene arrangement i weekenderne efter det andet. Det har faldet mig naturligt at have planlagte snydedage, de gange jeg har været afsted - ikke i den forstand at jeg har voldædt kulhydrater, men jeg har spist den mad, der er blevet serveret - og selvom jeg har behersket mig meget og ikke taget brød og kun lige smagt på flødekartoflerne (ja - det var i jylland ;-) og kun lige nippede til kransekagen - så har jeg ikke kunnet nå at komme i ketose imellem weekendernes arrangementer. Det tager mig typisk 6-7 dage at komme tilbage i ketosen efter at være kommet ud af den.

Hvad har det så betydet for min vægt? Forbløffende lidt, faktisk. De to dage efter kulhydraterne har jeg taget ca 3 kg på - hvilket jo selvfølgelig er væske. På dagen hvor jeg skal til et eller andet igen, er jeg tilbage på den oprindelige vægt - og så fyldes der på med væske igen. Så jeg tager ikke på af det - men jeg taber mig heller ikke.

Jeg har et enkelt arrangement tilbage - en firma komsammen, hvor der vil blive serveret gourmet sandwiches - og her har jeg også planlagt en planlagt snydedag. Men så er det også slut indtil slutningen af september, hvor jeg har en kombineret barnedåb slash 60 års fødselsdag - her bliver der endnu en snydedag. Men mon ikke jeg er tilbage i min elskede ketose i mellemtiden? ;-)

Miniupdate

Jeg havde en fridag igår, og benyttede lejligheden til at sove længe. Mens jeg lå i min seng, og overvejede om jeg skulle stå op, opdagede jeg pludseligt, at mine håndledsdeller var forsvundet :-) Sikke en dejlig måde at starte dagen på :-D

Status 17. juni 2013

Det her er en blog om blandt andet vægttab på LCHF. Når nu jeg har valgt det skal være sådan, så skylder jeg vel egentligt også, at komme med en statusopdatering. Det her bliver ikke noget, jeg kommer til at gøre en gang om ugen, for som jeg har skrevet i flere af de tidligere indlæg, så er det ikke fordi mit vægttab går mega-hurtigt ;-). Jeg kommer heller ikke til at fortælle hverken start- eller pt-vægt, men jeg vil angive hvor mange kilo, jeg har tabt mig, siden jeg begyndte med denne kostomlægning.

Jeg begyndte med kostomlægningen midt i december 2012 (genialt tidspunkt ;-) og har indtil nu tabt mig 13 kg.
Jeg poster lige et billede af et bælte, som jeg købte i starten af januar. Da jeg købte det, passede jeg det i hul nr 2 fra spidsen af - idag passer jeg det i hul nr 8 fra spidsen af :-) Min plan er at blive ved med at bruge dette bælte - jeg har heldigvis adgang til en hulletang - indtil det ikke går længere. Det giver mig en stor personlig tilfredsstillelse, hver gang jeg kan gå et hul ind...

Om at lære at kunne mærke sin krop

Et af dogmerne ved LCHF er, at man skal stoppe med at spise når man er mæt. Og det er jeg fuldstændig enig i – mæthed er jo eens krops måde at sige, at nu har den fået hvad den har behov for.

Problemet er bare, at nogle mennesker – mig selv inklusive – har meget svært ved at føle når de er mætte. Hos mig selv ved jeg, at det skyldes, at jeg i mange, mange år har henholdsvis spist med mine følelser, talt kalorier og tvangsmæssigt spist efter dette – eller bare er blevet ved med at spise lang tid efter, jeg egentlig godt vidste, at jeg var mæt.

Så nok den største udfordring jeg har haft ved at begynde min livstilsændring til LCHF, har været det dér med at lære at lytte til min krop. Og jeg er stadig ikke helt i mål…

Den måde jeg har arbejdet mig frem imod målet, går egentligt imod det, som jeg havde svoret, at jeg aldrig skulle igen – nemlig at tælle kalorier! Men det har faktisk været effektivt for mig...

Det første jeg måtte konstatere var, om jeg faktisk kunne føle sult mere? Og - TJEK – det kunne jeg godt.

Derefter opsatte jeg den hypotese at minus-sult = mæthed.

Jeg slog så op hvad kalorieanbefalingen for en kvinde i min alder og med mit aktivitetsniveau burde være – og med det tal in mente, gik jeg i gang med at prøve mig frem.

Det første jeg måtte indse var, at jeg rent psykologisk er nødt til at spise 3 måltider om dagen. Hvor evolutionært korrekt periodisk faste end lyder, så er bare tanken om at springe et måltid over en voldsom spise-trigger for mig. Så jeg delte de ca 2000 kcal op på tre måltider, og satte målet, at de tildelte kalorier skulle gøre, at jeg begyndte at blive sulten ½ time før det næste måltid var planlagt. Jeg havde tidligere eksperimenteret mig frem til, at for jeg er i ketose, skal min energifordeling være 75-80% fedt, 15-20% fedt og 5% kulhydrat, så det var sådan jeg kombinerede mine måltider.

Det jeg fandt ud af var, at jeg måtte skrue lidt ned for kalorierne ved både mit morgen- og frokostmåltid, fordi jeg simpelthen ikke nåede at blive sulten. Aftensmåltidet passede fint. Jeg målte kalorier i ca 1,5 mdr, før jeg pludselig en dag ved min morgenmad tænkte – ”jeg er egentlig ikke sulten mere”, og så uden problem kunne stoppe med at spise. Det var en stor sejr!

Ud over at (næsten) have lært hvornår jeg føler mig mæt, så har jeg også (næsten) lært mine øjne hvor stor en portion jeg skal sigte efter – for det er farligt for mig at få øst for meget op på min tallerken – det dér med at levne – dét har jeg (endnu) ikke (helt) lært ;-)

Jeg er nu holdt på med at registrere min mad, men arbejder stadig benhårdt på at lytte til min krops mæthedssignaler. Jeg har været i ketose i ca 2 måneder nu, og det hjælper helt sikkert også med til, at det er lidt lettere for mig, at føle min krop. Min vægt (som jeg på nuværende tidspunkt har besluttet må være sekundært til, at jeg føler en helt ubeskrivelig fred og velvære i min krop) går meget langsomt i den rigtige retning.

Jeg ved ikke om der findes en ”korrekt” måde at lære sin krop at kende på – jeg har bare erkendt med mig selv, at det dér med at måle, registrere og veje virker for mig. Om det så er mit aftenketontal eller min mad. Og hvis der er nogen som kan have glæde af de erfaringer, som jeg har gjort mig, så er det jo bare dejligt. Nu skal jeg bare have vænnet mig af med, at veje mig selv for ofte – for lige dét, kan jeg mærke stresser mig ;-)

Dr. Atkins -den glemte LCHF vægttabs pionér

Her den anden dag faldt jeg over Dr. Atkins bog ”Dr. Atkins new diet revolution”. Det eneste jeg egentligt vidste om Atkins var, at det bestod i at man ikke måtte spise kartofler, men skulle spise kød og masser af flødesovs (det lyder egentlig bekendt ikke sandt?). Jeg tænkte hmm og tog bogen med hjem.

Og sikke en herlig overraskelse jeg fik J. Dr. Atkins første bog ”Dr. Atkins Diet revolution” udkom i 1972, men allerede inden da, havde han behandlet 1000vis af overvægtige amerikanere i hans lægepraksis.

Det Atkins program går ud på, er at man erstatter de hurtige proces-behandlede kulhydrater men fedt og en moderat mængde protein. De kulhydrater man skal indtage under et vægttab, skal komme fra grøntsager, hovedsagligt ovenjords og meget gerne økologiske. Nødder og rodfrugter kan være tilladte inden for nogle faser af hans vægttabsplan. Fedtet må gerne være smør eller andre animalske fedtstoffer. Olier skal helst være koldpressede. Margarine er bandlyst. Proteinet skal helst være animalt og gerne økologisk. Hvis dét ikke er rendyrket LCHF, så ved jeg ikke hvad er!

Det man især som LCHFer, der gerne vil tabe sig, kan bruge denne bog til, er det gennem mere end 30 år gennemprøvede og udviklede 4-trins vægttabs program.

1.trin er en induktionsfase, hvor man kickstarter vægttabet ved at reducere sit kulhydratindtag til max 20 gram om dagen i mindst 2 uger. Kulhydratet SKAL komme fra ovenjordsgrøntsager. Dette sætter ens krop i en tilstand af lipolyse (fedtforbrænding), som giver en sekundær ketose. Man kan befinde sig i induktionsfasen i mange måneder og også år, hvis man taber sig langsomt.

2.trin er en ”fortsat vægttab”s fase, hvor man gradvist øger éns kulhydrat indtag med 5 gram om ugen, indtil man har nået det vægttabs niveau man føler sig tilpas med – Atkins anbefaler at man ikke taber sig mere end 1-2kg om ugen.

3.trin er en for-vedligeholdelses fase, hvor man langsomt skruer op for sit kulhydratsindtag, i trin af 5-10 gram om ugen, indtil man taber sig meget langsomt og til sidst holder op med at tabe sig. Trin 3 går man i gang med når man mangler at tabe ca 5kg ned til målvægten. Dr. Atkins fremfører at dette er et meget vigtigt trin, da det er hér man lærer hvilke kulhydrater kilder man kan tåle, hvilke der giver cravings og ikke mindst hvor mange gram kulhydrat man kan tåle uden at begynde at tage på i vægt igen.

4.trin er den livslange vedligeholdelses fase, hvor man basalt holder sig til de regler, man har fundet under fase 3. Det er også en god idé at veje sig én gang om ugen, og have en aftale med sig selv om, at man tager en omgang fra 1.trin, hvis man kommer over x antal kilo fra sin målvægt.

Dr. Atkins program er meget individualiseret, da den mængde kulhydrat man kan spise om dagen for at kunne tabe sig, er meget forskellig fra person til person. Han introducerer det for mig nye begreb ”metabolisk resistens”, hvilket er en forklaring på hvorfor nogle mennesker taber sig med meget få ændringer i mængden af kulhydrat de spiser og andre skal meget langt ned i mængden af kulhydrat før der sker noget. Det har, som du måske har gættet, hvis du andre steder har læst om LCHF, med insulinniveau og insulinresistens at gøre – samt andre hormoner, bla østrogen.

D. Atkins fremfører under hele bogen den ene videnskabelige undersøgelse efter den anden, som underbygning af de råd og vejledninger han giver. Sådan noget er jeg en stor fan af, men jeg tror det ville kunne irritere nogle mennesker.

De problemer jeg har med denne bog er, for det første at den er skrevet på en meget typisk amerikansk ”sensations”agtig måde, for det andet at Dr. Atkins er stærk fortaler for store mængder kosttilskud samt low-carb lækkerier (gerne fra hans eget firma ;-). Jeg selv går ikke ind for at man skal fylde sig med alt muligt i høje doser, men jeg kan godt se ideen i, at spise en multivitamintablet og supplere med omega-3 i hvert fald i induktionsfasen.

Hvis man gerne vil tabe sig på LCHF og har problemer med det, vil jeg stærkt anbefale Dr. Atkins ”New diet revolution”, som også er oversat til dansk ”Dr. Atkins nye kostrevolution”. Jeg kunne godt have brugt den, da jeg startede med at ville tabe mig på LCHF, det ville have sparet mig for en del måneder med eksperimenteren med min krop. Jeg gjorde nemlig det helt modsatte, nemlig gradvist at sætte kulhydrat- (og protein-) mængden ned indtil jeg begyndte at tabe mig. På plussiden har jeg opnået en meget stor viden om fysiologien ved fedtlagring og -forbrænding, som jeg måske ikke ville have fået hvis jeg havde opdaget denne bog noget før.

Min vej til LCHF

Jeg har altid været for tyk. Den gang jeg var et lille bitte barn, fandt min mor mig foran køleskabet hvor jeg stod og drak fløde direkte fra kartonen eller spiste fedtet oven af flæskestegen. Så fik jeg skældud, for jeg var jo for tyk og så måtte man ikke sådan noget. I stedet fik jeg havregryn og rugbrødsmadder med hamburgerryg og ingen fedtstof (den dag i dag har jeg stadig problemer med hamburgerryg i pålægsform).

Jeg var også meget syg da jeg var lille. Der var perioder hvor det eneste min mor kunne få mig til at spise var fedtkanten på stegen. Så havde hun det dårligt, for sådan kan man jo ikke opfostre sit barn hvis man er en god mor.

Men mine forældre var – og er – gode forældre og har alle dage sørget for, at jeg og mine søskende har fået en kost der fulgte de anbefalinger myndighederne gav. Vi blev fyldt med rugbrød, pasta, ris – masser af kartofler – og magert kød, samt masser af grøntsager. Der har altid været grøntsager på bordet hjemme hos os.

Trods dette har jeg altid været tyk – og er med årene bare blevet tykkere. Mine søskende var normalvægtige da de var børn, men da de nåede teenage-årene begyndte de også at tage på. Og begge mine forældre er overvægtige. Man må undre sig, da vi jo altid har spist ”rigtigt”…

Så flyttede jeg hjemmefra da jeg skulle til at studere. Pludseligt skulle jeg til selv at stå for maden og dét på en su. Så her blev inhaleret masser af pasta og ris – ikke så mange kartofler, for det har aldrig lige været mig. Der blev også skruet gevaldigt op for slik og chips. Ketchup var også en stor del af min kost… Men jeg sørgede altid for at holde mig til magert kød og få grøntsager hver dag. I den periode tog jeg rigtigt meget på…

Nu lyder det nok som om jeg bare har ladet stå til hele mit liv. Intet kan være længere fra sandheden! Jeg har været på slankekur nok hele mit liv. Fra jeg var helt lille og kun måtte spise hvad mine forældre lagde på min tallerken, til utallige år med kalorietælning og så lidt fedt som muligt. Trods dette gik det støt opad i vægten indtil jeg sluttede med at læse.

Da jeg var færdig med min uddannelse var der så småt begyndt at blæse nogle vinde om, at man nok skulle passe lidt på med de der kulhydrater, hvis man gerne ville tabe sig. Og det ville jeg jo gerne af gode grunde.

Så over nogle år tog jeg flere og flere kulhydrater ud af min kost. Jeg startede med det hvide brød, så kom kartoflerne (de var nu ikke det store tab), kager og slik og til sidst ris. Det eneste jeg tillod mig var groft fuldkornsbrød og fuldkornspasta. Stadig væk holdt jeg mig til det magre kød og fik grøntsager hver dag. Pludseligt kunne jeg holde vægten og holdte den i flere år. Men jeg tabte mig ikke. Og jeg var småsulten hele tiden. Hver gang jeg forsøgte at spise færre kalorier, var jeg ikke til at være i nærheden af for mine omgivelser. Sult og jeg er IKKE gode venner…

I forbindelse med en flytning skiftede jeg læge. Denne læge tog i forbindelse med et andet besøg en snak med mig omkring min vægt og hvilke sygdomme jeg var i risikogruppen for at få. Ikke fordi jeg ikke vidste det (det skal man jo være både døv og blind og imbecil for ikke at vide), men denne gang slog det mig bare lidt hårdere. Lægen foreslog mig så, at hun kunne henvise mig til en psykolog, så jeg kunne få noget hjælp til at finde ud af hvorfor jeg overspiste og nogle redskaber til at holde op med det. Jeg sagde ja tak til henvisningen, og så startede 1,5 år med psykolog.

Det var dyrt, man skal selv betale en del af psykologregningen, men det var sådan set pengene vært. Jeg fik bearbejdet en masse fra min barndom (bla er jeg blevet massivt mobbet), blev bekræftet i, at det er i orden ikke at være som de andre (det viser sig at jeg er introvert, og at det er helt ok), samt fik fundet en masse af mine spise-triggere. Men jeg tabte mig stadig ikke trods det, at jeg kun spiste fuldkorn, masser af protein, lidt fedt og ikke fik for mange kalorier. Men jeg var sulten hele tiden, og trods det, at jeg godt kendte mine spise-triggere og udmærket kunne se når jeg var ved at ”falde i”, så kunne jeg ikke stoppe mig selv når det skete.

Det var dertil jeg var kommet. Så en dag fortalte min bror mig, at han havde prøvet at lave meatza. Da han havde forklaret hvad det var, for det havde jeg godt nok aldrig hørt om, så synes jeg det lød spændende og begav mig ud på det store internet for at finde en opskrift.

Det var dér jeg opdagede Jane Faerbers mad-blog ”madbanditten”. Fra første gang jeg klikkede ind der, føltes det som om jeg var kommet hjem. Her var en gruppe mennesker, som havde de samme problemer som mig, når det kom til sult og ”normal” mad – og ikke mindst var der her en forklaring på HVORFOR jeg ikke bare har en rygrad som en regnorm, men at jeg faktisk hele mit liv har arbejdet imod min egen krop og den almene fysiologi. (Jeg tænker nogen gange på, hvad der ville være sket, hvis min mor havde ladet mig spise de fedtkanter og drikke det fløde, som lille barnemig selv pillede ud af køleskabet – mon jeg i virkeligheden gik efter disse fødevarer, fordi det var det min krop bad mig om?).

Så midt i december 2012 (ja, et genialt tidspunkt at starte en kost-omlægning ;-) begyndte jeg med LCHF. Jeg gennemlæste alt på Janes blog, og fandt også andre blogs, der kunne hjælpe mig, bla kostdoktorn.se. Og voila! Selvom jeg var begyndt i december, så tabte jeg mig! Og jeg havde det godt! Jeg var ikke sulten hele tiden, jeg sov så godt som jeg aldrig har gjort før, og jeg havde en hel ubeskrivelig ro i kroppen. Mine madtanker forsvandt og min generelle koncentrationsevne blev forbedret. Men men men. Pludselig tabte jeg mig ikke mere. Jeg havde det stadigt forrygende godt i min krop og sov som et svin på møddingen, men hvorfor holdt jeg så pludseligt op med at tabe mig?

Nu er jeg heldigvis et stædigt asen, og jeg er af den type, som samler information indtil jeg føler jeg ved absolut alting om et emne. Så det var dét jeg gik i gang med. Jeg researchede på nettet alt om LCHF og fysiologi, fysiologien ved opbyggelse af fedtvæv og LCHF og vægttab.

Og der var flere ting som gik op for mig. Et: jeg har misbrugt min krop i 34 år – jeg kan ikke forvente at den ”tilgiver” mig fra den ene dag til den anden. Det kan snildt tage over et år fra man begynder med LCHF, før kroppen er tryg nok til at begynde at slippe sine fedtdepoter.

To: jeg spiste slet ikke så meget fedt som jeg troede og jeg spiste alt for meget protein. Kulhydrat mængden var egentlig ok.

Tre: jeg spiste for mange kalorier. Jeg havde stadig ikke lært at føle hvornår jeg er mæt, men spiste faktisk til jeg var overmæt.

Ud fra den viden jeg havde samlet mig, gik jeg så i gang med at eksperimentere med mig selv. Det første jeg gjorde (og det går imod alt hvad man læser omkring LCHF) var at begynde at registrere hvad jeg spiste. Dette gjorde jeg som et redskab til at sikre mig at jeg får nok fedt og ikke for meget protein og kulhydrat – samt som en hjælp til ikke at overspise. Jeg havde læst omkring ketose og vægttab, og besluttede at finde det punkt hvor jeg går i ketose. Så et glucometer, som også kunne måle ketonstoffer blev indkøbt og målingerne blev sat i gang. Efter at have øget fedtindtaget gradvist og sænket især proteinindtaget (kulhydraterne var pudsigt nok ikke det store problem), fandt jeg efterhånden den fordeling som passer til mig. Jeg skal have mellem 75 og 80% fedt, 15-20% protein og resten kulhydrat, så er jeg i ketose.

Hvad er så status nu? Ja, jeg er begyndt at tabe mig igen – det går ikke særligt stærkt, men det går støt. Og for mig, på dette tidspunkt af mit liv, er det fint! Jeg har det fabelagtigt godt hele tiden. Jeg er så småt begyndt at kunne mærke mæthed (sultfølelsen har jeg aldrig haft problemer med ;-) og de tips og tricks jeg lærte hos psykologen, kan jeg faktisk bruge i praksis nu. Jeg kan erkende, når jeg rammer en spise-trigger og jeg kan (næsten) altid stoppe mig selv. Der kan gå over en uge nu, uden at jeg falder i på én eller anden måde – og det er for mig en stor sejr! Og når jeg falder i, er jeg blevet rigtigt god til at sige ”pyt” uden at slå mig selv i hovedet, og hurtigt komme op på hesten igen. Jeg har fundet kosten i mit liv, og selvom jeg nok ikke fortsætter med ketose resten af mit liv, så er der ingen tvivl om, at jeg altid vil spise efter LCHF principperne.