Indlægget herunder er meget teknisk og fyldt med fremmedord.
Der er dog en mening med galskaben, og hvis du orker at læse til bunden, vil
jeg også forklare, hvorfor jeg synes det er relevant.
Kroppen kan sammenlignes med en hybridbil. Bilen vil bruge
den elektricitet, der er på batterierne først, og når der ikke er mere tilbage,
vil den gå over til at forbrænde benzin. På samme måde vil kroppe altid først
forbrænde den glucose, som er i kroppen, før den går over til at forbrænde fedt.
Hvis man spiser kulhydrat og fedt samtidigt, vil fedtet hurtigt blive oplagret
i fedtvævet i reserve (som benzinen), og først komme ud af lagrene, når kulhydratet
er brugt op. Dette reguleres af hormonet insulin.
Det er derfor nogen mennesker er nødt til at nedsætte den
mængde kulhydrat de spiser til en meget lille mængde, før de begynder at
forbrænde kroppens fedtlagre.
Man kan så undre sig over at disse mennesker ikke går rundt
med et meget lavt blodsukker. Grunden til at de ikke gør det er, at kroppen er
så viseligt indrettet, at den kan lave dele af fedtmolekylerne samt nogle
aminosyrer om til glucose, ved en proces, som hedder gluconeogenese.
Den fedt, som lagres i fedtvævet, er nogle store molekyler,
der kaldes triglycerider. For at fedtet kan komme ud af cellerne, spaltes det
ved en proces, der heder lipolyse, til 3 fedtsyrer og 1 glycerol-molekyle.
Fedtsyren forbrændes direkte til energi i de fleste væv (minus hjernen, de røde
blodlegemer og dele af nyrerne), ved at gå ind i Krebs’ cyklus som CoA (coenzym
A). Overskydende CoA vil i leveren blive omdannet til ketonstoffer.
Ketonstofferne kan krydse blod/hjerne barrieren (en membran,
som holder de fleste ”giftstoffer” og molekyler af en vis størrelse væk fra
hjernen), og kan bruges til energi-dannelse dér (via Krebs’ cyklus).
Overskydende ketonstof åndes og tisses ud, det er dét som kan gøre
udåndingsluften ildelugtende i starten, når man er i ketose, indtil en ligevægt
har indstillet sig.
Ved gluconeogenese omdannes glycerolen (der stammede fra
fedtmolekylerne), sammen med aminosyrer og mælkesyrer i leveren til glucose.
Det er dén omdannede glucose, der holder blodsukkeret normalt.
De ovenstående
processer, er reguleret af hormonet glucagon, som i grove træk gør det modsatte
at insulin- altså fremmer fedtforbrænding og hæmmer glucoseforbrænding.
Aminosyrerne, som indgår i gluconeogenesen, stammer
hovedsageligt fra madens protein (hvis der er proteinmangel, vil det stamme fra
nedbrudt væv, især muskel). Det protein man indtager, går hos et voksent
menneske, der ikke opbygger større muskelvæv (dvs ikke laver styrketræning ud
over det sædvanlige) til at reparere muskler og andet væv i kroppen, som
undergår et naturligt slid hver dag. Den mængde protein, man skal indtage for
at få nok aminosyrer til reparation, angives i litteraturen til cirka 1 gram
animalsk protein per kilo NORMALVÆGT! Det med normalvægten er vigtigt! For de
fleste kvinder skal man derfor indtage 50-70g protein om dagen, for at være i
ligevægt.
Protein, som indtages ud over det nødvendige, indgår i
gluconeogenesen – og vil derfor omdannes til kulhydrat!
Hvorfor poster jeg sådan en gang nørderi?
I begyndelsen, hvor jeg lagde min kost om til LCHF, raslede
kiloene af mig. Men pludseligt efter ca 4 uger, gik det hele i stå. Som jeg har
skrevet om i andre indlæg, gik jeg i gang med at søge information, for at finde
ud af hvad jeg gjorde ”galt”. Til min overraskelse (efter megen research på
nettet) havde jeg egentlig ikke behøvet at gå længere end den biokemi og
fysiologi bog, jeg allerede havde stående på reolen. Det er ikke ny viden, hvad
der sker ved fedtforbrænding, det har man vist i årtier!
Det jeg så ”bare” skulle gøre var, at implementere det i mit
liv. Den største ting, jeg måtte regulere på, var hvor meget protein, jeg
spiste. De ca 60 gram om dagen som jeg skal have, er faktisk ikke ret meget!
Men jeg kunne meget tydeligt se, at det var proteinerne, og dermed
gluconeogenesen, som forhindrede mig i at gå i ketose. Da først jeg havde
sænket mængden af protein (kulhydraten var ikke et problem at få sænket) steg
mine ketonværdier lige så fint, og mit vægttab gik i gang igen (dog langsomt).
Så selvom det er kedeligt at læse den ovenstående smøre og,
– hvis man ikke har en naturvidenskabelig tilgang til det, som jeg – materialet
er svært at forstå, så er det (meget kort fortalt) grunden til at JEG (og nok
også andre, der gerne vil tabe sig med LCHF) stoppede med at tabe mig – og
samtidigt grunden til at jeg kunne begynde at tabe mig igen.
Det man så bare ikke må glemme er, at folk er forskellige.
De niveauer af fedt, protein og kulhydrat som får mig til at gå i ketose og
dermed brænde fedt, er med stor sandsynlighed ikke de samme som DU skal sigte
efter. Nogle mennesker vil tabe sig ved meget små justeringer i
næringsfordelingen, mens andre er nødt til at køre det benhårdt. Det har jo at
gøre med, hvordan vores gener er sat sammen, og hvordan vores kroppe dermed
håndterer de ovenstående processer.
Mit bedste råd er at prøve sig frem. Hvis man er god til at
føle sin krop skulle det ikke være så svært – hvis ikke, kan jeg anbefale at
købe en keton-måler. Det er et supereffektiv værktøj til at indstille
næringsfordelingen – især hvis men en kort periode tæller kulhydrater og
protein.
