Min søster blev mor igår. Hun har ønsket sig børn i mange år, og da hun ikke har fundet prinsen på den hvide hest, valgte hun at få sin lille datter med lægernes hjælp i stedet.
Jeg havde tilbudt at passe hendes hund - samt vores andens søsters hund, da hun skulle være med til fødslen. Jeg havde ikke lige tænkt på, at det også ville indebære, at skulle passe fødende kvinde, indtil hun var klar til at komme på sygehuset. Så jeg sad hos min søster fra fredag morgen og indtil først på aftenen, mens hun bare fik mere og mere ondt - og jeg følte mig fuldstændig hjælpeløs, fordi jeg ikke kunne gøre noget som helst for at afhjælpe situationen.
Og det er her, det med spisetriggerne kommer ind i billedet. Jeg har før skrevet, at jeg heldigvis ikke er så voldsomt sukkersensitiv, som jeg kan læse mig til at andre er. Mine triggere er mere af den psykologiske type, dvs når jeg er ked af det, magtesløs, (glad), keder mig osv. Jeg har brugt 1,5 år hos en psykolog, som lærte mig at identificere mine triggere og dermed kunne arbejde bevidst med at bekæmpe dem. For det er en kamp. Hver eneste dag. Langt de fleste dage vinder jeg - og tusind millioner gange hyppigere nu hvor jeg "kun" skal kæmpe med min psyke og ikke også min krop. Men af og til taber jeg. Og det gjorde jeg altså fredag aften, og igen lørdag aften, da lillemusen kom hjem og hele familien samledes for at fejre hende.
Den nok vigtigste ting psykologen lærte mig, var at elske mig selv. Det vil sige at jeg ikke må/skal slå mig selv i hovedet når jeg taber min kamp. Jeg skal give mig selv et knus og sige "op på hesten igen, min ven" og så komme videre.
Så det er status nu. Jeg sidder med min patenterede "kom godt igang med lchf igen" drik, som er 2 dl fløde, varmet i mikroen med 10g 85% chokolade, en stor spsk kokosolie og lidt vaniliepulver. Det smager godt, det mætter godt - og ikke mindst så virker det lidt syndigt ,-) og nogengange er lidt synd, lige det man trænger til...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar