Denne uges fisk i min fiskekasse var hvilling. Den medfølgende opskrift var ikke lige min kop the, så jeg måtte finde på noget andet. Vi havde snakket yndligsmad på jobbet den anden dag, og der havde jeg fået lyst til curry, som min gode kollega har som yndlingsmad.
Så det lå jo lige til højrebenet at forsøge mig med en fiskecurry. Når jeg søgte på opskrifter, kunne jeg se, at man stort set kan gøre som man vil, både mht fisketype og sovs. Så her kommer MIN udgave af fiskecurry med hvilling.
Fiskecurry
2-3 portioner
3 spsk karrypulver af god kvalitet - meget gerne en helt nyåbnet portion, så kraften ikke er feset af.
1 stort grofthakket løg
4 store grofthakkede hvidløgsfed
2 små røde chili
1 tommelfinger stykke frisk ingefær, grofthakket
2 spsk kokosolie
500 ml tomatpassata
1 ds kokosmælk, fuldfed
450g hvilling i store tern
salt og peber
Put løg, hvidløg, chili og ingefær i en minihakker eller lignende og hak det til en grov pasta.
Varm kokosolien op og rist karrypulveret i ca 2 min. Hæld krydderpastaen ned til karryen og varm igennem i ca 5 min under jævnlig omrøring.
Tomat og kokosmælk hældes over i panden til krydderierne og simrer i et kvarters tid under omrøring. Krydres med salt og peber efter smag.
Hæld sovsen i et ovnfast fad og placer fisketernene forsigtigt i sovsen. Bages i 10 min ved 200C.
Serveres med feks broccoliris.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar