Sider

Viser opslag med etiketten fisk. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fisk. Vis alle opslag

torsdag den 16. februar 2017

Fiskefrikadeller med hjemmegjort remoulade

Som jeg før har delagtiggjort jer i, så er det ofte mig som laver mad, når jeg besøger mine søstre (så kan jeg få det som jeg vil 😉). Så sidst jeg besøgte min lillesøster, lavede jeg og min niece fiskefrikadeller og hjemmelavet remoulade. Jeg kan godt lide at lave alting selv, så jeg havde faktisk et par dage i forvejen selv syltet de grøntsager vi brugte i remouladen - men det er fuldt ud lovligt at købe sig til sukkerfri syltevarer, som man kan få i god kvalitet i mange dagligvare foretninger. Jeg syltede agurk, perleløg og bladselleri - skulle jeg købe, ville jeg nok købe agurk og asie. Jeg googlede mig til omtrendt 600 forskellige opskrifter på remo - og kunne se, at hver person som har udgivet en opskrift, har brugt forskellige grøntsager. Så mit valg afspejlede mest af alt hvad jeg havde af grøntsager i køleskab og fryser den dag jeg syltede.



Syltede grøntsager.

Agurk i halvtynde skiver
Perleløg fra fryseren
Bladselleri i 6 mm skiver
Eddike
Sukrin
Salt
Syltekrydderier
Laurbærblade

Eddike varmes til kogepunktet i en gryde og smages til med sukrin og salt indtil den har den sødme og salte som smager godt for en selv. Perleløgene puttes i og det hele simrer indtil løgene er helt optøede. I mellemtiden puttes agurk og bladselleri i et helt rent glas. Syltekrydderier og laurbærblad puttes også i glasset. Løg og eddike hældes ved, så alle grøntsager er dækket med eddike. Sættes i en 100C ovn i 15 minutter, hvorefter låget sættes på. Afkøles på køkkenbordet og sættes siden i køleskab. Skal trække i mindst 1 døgn før brug.

Hjemmegjort remoulade

2 dl mayonnaise - feks Denne opskrift
150 g syltede grøntsager hakket i små stykker
1-2 tsk karrypulver
1-2 tsk sennepspulver
1-2 tsk gurkemeje pulver
Salt
Evt lidt syltelage

Mayo og de finthakkede grøntsager blandes sammen og krydderierne blandes i - kom dem i lidt efter lidt, så man kan nå at smage inden det bliver for stærkt. Farven justeres med gurkemeje, og syre/sødme balancen justeres med syltelagen.

Fiskefrikkadeller

600g færdighakket fiskekød
2 æg
1 tsk loppefrøskaller
1 spsk pofiber
Salt og peber.

Alt blandes sammen og hviler i 15 min, før frikadellerne steges i smør på panden.

Ud over fisken og remoladen blev der også serveret salat og hjemmegjort thousand island dressing (mayo, creme fraice, sukkerfri ketchup fra lidl, chilisovs, salt) og kartofler, til dem som spiser dette. Måltidet var en stor succes, alle skåle og fade blev skrabet - og selv min lille niece, som godt kan være lidt kræsen, ville have 2 portioner.

søndag den 5. februar 2017

Confiteret laks med sauce bavaroise

Jeg fik fiskepakke her den anden dag. Og blandt de lækre sager var blandt andet dejlig fersk laks. Da nu både masterchef australien og danmark kører med nye afsnit, blev jeg inspireret til at forsøge mig både med en ny måde at tilberede laks på OG en for mig ny sovsevariant.

Den confiterede laks kunne jeg finde masser af opskrifter på (confitere betyder tilberede i fedt) men det var forbløffende svært at finde en opskrift på sauce bavaroise. Jeg havnede enten på franske/belgiske(?) sider som ikke kunne translates, eller sider hvor ingredienserne fremgik, men ikke mængder og metoder - bla denne spændende side om hollandaises historie.
Jeg endte derfor op med at gætte mig frem til både mængder og metode, så det er muligt jeg har lavet det helt forkert - men det smagte nu dejligt 😉

Confiteret laks

1 stk laks
Fersk fedt, jeg brugte svinefedt, men olie eller andefedt kan sagtens bruges
Salt og peber

Find en lille ovnfast form hvor laksestykket lige akkurat kan være. Fyld en mægde fedt i, så det lige dækker laksen. Laksen skal IKKE i endnu ! Formen sættes i en 80C ovn indtil fedtstoffet har samme temperatur. Laksen puttes i og tilberedes i ca 12 minutter. Krydres med salt og peber når den er klar og taget op af fedtet.

Sauce bavaroise

2 æggeblommer
100 g smør
1 spsk citronsaft
2 små kviste frisk timian
1 spsk friskrevet peberrod
20 ml fløde
Salt

Æggeblommerne skal være rumstemperatur. Smøret smeltes, tages af varmen lige når det er smeltet - skal ikke være kogende varmt. Fløden varmes så den er varm men ikke kogende. Æg, citron og bladene fra timiankvistene puttes i et stavblenderglas og piskes skummende med stavblenderen på højeste gear. Smøret hældes i ganske langsomt mens der stadigt piskes på højeste hastighed. Når sovsen er stivnet og der ikke er mere smør hældes fløden langsomt i - også under hurtig pisken.
Sovsen smages til med salt og peberrod.


søndag den 8. januar 2017

Tacokrydret fisk med urtedressing

En lille hurtig fiskeopskrift.



250 g hvid fisk, jeg brugte brosme men sej ville også være godt
1 spsk hjemmelavet tacokrydderi, se nedenfor
smør til stegning.

Smørret smeltes på en pande. Imens skæres fisken i ca 1,5 cm strimler og vendes i tacokrydderi. Steges i 2-3 minutter indtil fisken lige akkurat er færdig.
Serveres på hjertesalatblade med urtedressing, se nedenfor.


Tacokrydderi

1 spsk delikatesse paprika
2 tsk spidskommen
1 spsk oregano
1 tsk chilipulver
1 tsk hvidløgspulver
1 tsk tørret koriander
2 tsk salt

Blandes i en lille beholder. God til mange ting...

Urtedressing

3 spsk creme fraice
3 spsk mayonnaise
Et lille bundt dild + persille + purløg
citronsaft
salt

Krydderurterne hakkes fint og blandes med creme fraice og mayo. Smages til med citronsaft og salt. God til fisk og salat.


onsdag den 15. juni 2016

Fiskefrikadeller

Jeg har eksperimenteret nogle gange med fiskefrikadeller lchf-style, men først her efter 3,5 år som lchfer er det lykkes mig at få frembragt nogen, som jeg faktisk er ret tilfreds med. Loppefrøskallerne klæber fisken sammen og pofiberen sørger for at fiskefrikadellen ikke bliver for gummiagtig.

6 store fiskefrikadeller

300 g mørksej
50 g meget fedt bacon eller alternativt røget spæk
1 æg
0,5 lille løg
1 tsk fintmalet loppefrøskaller ( gul fiberHUSK eller på kaffemølle)
1 spsk pofiber
salt og peber

Varmeresistent fedtstof til stegning, jeg brugte oksefedt

Bacon skæres i små tern og puttes i en foodprocessor (alternativt minihakker) sammen med mørksejen. Køres til en grov fars. Æg, løg, loppefrøskal, pofiber samt salt og peber hældes ved, og det hele blandes hurtigt.
Hviler mens fedtstoffet varmer op på panden.
Steges i 4-5 minutter på hver side.


onsdag den 8. juni 2016

Paneret fisk med hjemmegjort hollandaise

En lille hurtig fiskeopskrift. Jeg brugte brosme, da det var i min fiskekasse, men alle former for fast, hvid fisk - samt fladfiskefileter - kan tilberedes på denne måde.

Paneret fisk

200 g brosmefilet skåret i mindre stykker
2 æggehvider (blommerne bruges til sovsen)
1 dl pofiber
salt og peber
Varmestabilt fedtstof - jeg brugte oksetalg

Fedtstoffet varmes op til høj varme i en lille pande, skal være mindst 1 cm dybt.
Salt og peber blandes med pofiber i et lille fad. Fisken vendes først i æggehvider og siden i pofiber. Steges 2-3 min på begge sider.
Skal serveres straks.


Asparges koges i 3-4 min og serveres straks.

Hollandaise sovs, stavblendermetoden
1-2 pers

2 æggeblommer, stuevarme
1 spsk citronsaft
100g smeltet smør minus vallen. Smøret skal ikke være brændende varmt!
salt og peber

Æggeblommerne kommes i et højt slankt glas (blender bægeret) og citronsaften, salt og peber tilsættes.Stavblenderen sættes ned i massen og startes på højeste hastighed. Smørret hældes i i en langsom stråle mens stavblenderen kører på højeste gear. Klar til servering!



torsdag den 18. februar 2016

Ceviche



Ceviche er en mellemamerikansk råmarineret fiskesalat. Jeg fik noget superfrisk torsk her for nyligt, og da jeg aldrig havde prøvet ceviche før, tænkte jeg at nu skulle det være! Og det blev super lækkert!
Jeg googlede mig frem til forskellige opskrifter og så kombonerede jeg ud fra hvad jeg havde i køleskabet.

200g rå torsk i mundrette bidder
10 cm af det hvide på en porre, i smalle halvmåner
0,5 mellemstærk chilifrugt i bitte små tern
10 cm agurk i tern
1 avocado i tern
2 limefrugter
0,5 citron
salt

Saften presses ud af lime og citron, de lime jeg havde fået fat på var lidt tørre i det, ialt fik jeg ca 0,75 dl citrussaft. Saften blandes med torsken, porre og chili og krydres med salt. Skal stå i køleskabet og røres rundt et par gange, indtil torsken er gået fra at værre "gennemsigtig" til at se "kogt" ud. Agurk og avocado blandes i, og der smages til med salt igen.

onsdag den 18. november 2015

Smørbagt tomat og spinat med multe

Long time, no see. Der sker ikke så meget på bloggen lige nu. Det skyldes ikke at jeg er sluttet med lchf, men mere at jeg spiser ganske kedeligt for tiden. Dagens ret blev dog rigtigt god, så den skal I ikke snydes for. Fiskekassen idag indeholdt multe, men retten kan laves med al slags fisk, det er bare tiden i ovnen, som skal justeres op eller ned.

1 person.

200g optøet, afdryppet helbladet spinat
150 g cherrytomater skåret i halve
50 g smør i små stykker
salt og peber

1 portion multe, afskællet og skåret i mindre stykker
1 tsk olivenolie

Spinat og tomat placeres i et lille ovnfast fad og krydres med salt og peber. Smøret placeres ovenpå og det hele bages i ovnen i 15 min ved 200C. Fisken placeres oven på grøntsagerne og skindet smøres med olivenolie. Bages ved 200C i 8 min.
Simpelt men godt!


onsdag den 9. september 2015

Hvid fisk, grøn mos og røde, bløde løg

Idag var der i min fiskekasse "lange", som er en torskefisk. Jeg syntes ikke den medfølgende opskrift var særligt spændende, så jeg fandt en anden, som jeg så freestylede helt vildt over. Det blev rigtigt godt, og den gode nyhed er, at man ikke nødvendigvis behøver at bruge lange, bare en fast hvid fisk (feks torsk eller sej).

Grøn mos
1 pers

4 buketter broccoli
2 buketter blomkål
100g frossen helbladet spinat
50 g smør
2 spsk pikant ost
salt og peber

Broccoli og blomkål koges mørt og dryppes fuldstændigt tørt. Spinaten tøs op i microen og væsken knuges ud. Grøntsagerne hældes i et højt blenderglas sammen med smør og pikantost og blitzes til mos. Smages til med salt og peber.

Bløde, røde løg
1 pers

1 lille rødløg i halvmåner
smør
salt

Rødløget steges ved svag varme i smør i 15-20 min indtil det er blødt og sødt. Smages til med salt.

Krydderurtebagt Lange

1 portionsstykke lange / hvid fisk
1 spsk olivenolie
tørret dild
tørret rosmarin
salt og peber

Fisken smøres ind i olivenolie og drysses med salt, peber og krydderurter. Bages ved 170C i ca 15 min.


søndag den 14. juni 2015

Sommerlig fiskesovs

Jeg får min fiskekasse hver anden onsdag, så typisk er det onsdag og torsdag i den uge, at jeg især spiser fisk. Men i denne uge havde jeg gæster og serverede lam (opskrift følger), så pludseligt var det blevet fredag og fisken skulle i den grad bruges... Jeg er gået over til at få singlekassen, så jeg havde både kulmule og skærisingfileter, der skulle bruges. Jeg tilberedte begge slags fisk på hver sin måde, og fik den ene halvdel til aftensmad fredag og resten til frokost lørdag. Fisken blev god, men det bedste var næsten sovsen, som gik godt til mine fisk, men som også vil kunne gå godt til de fleste slags andre fisk.

Dildsovs
1 portion

1,5 dl fløde
1 dl hvidvin
1 lille dusk dild, finthakket
Salt og peber

Fløde og vin hældes i en bredbundet gryde og koges ind til passende tykkelse. Tages af varmen og tilsættes dild. Smages til med salt og peber.

Hvidvinsdampet skærising

Skærising filet
Salt og peber
Hvidvin

Et lille porcelænsfad sættes i ovnen ved 200C indtil det er gennemvarmt. Fileterne krydres på den ene side med salt og peber, og rulles sammen med krydringen indad. Placeres i det varme fad, og der hældes ca 0,5 cm hvidvin ved. Fadet pakkes ind i bagepapir, så bæsken ikke bare fiser af, og placeres i en 200C ovn i 10 minutter. Fisken skal hvile i nogle minutter på køkkenbordet før servering.

Skindstegt kulmule

Kulmulefilet i portionsstykker
Salt og peber
Smør

Kulmulen ridses på skindsiden og krydres med salt og peber. Steges på en meget varm pande, udelukkende på skindsiden, indtil fisken er hvid hele vejen igennem. Det er en fordel at lægge et grydelåg over panden, da tilberedningen så bliver mere ensartet.

fredag den 29. maj 2015

Forkullet cajun fisk

Mad hvor overskriften begynder med "forkullet" lyder sjældent appetitvækkende. Men jeg lover at denne her cajun inspirerede fiskeret er genial (især hvis man kan lide stærk mad, selvfølgelig).
Opskriften er stærkt inspireret af denne her, som var med i denne uges fiskekasse. Jeg havde næsten alle ingredienserne, og substituerede resten. Jeg er åbentbart til stærkere mad en den oprindelige kok, for jeg fik brugt noget mere cajunblanding, end der blev lagt op til. Og så kunne jeg glæde mig over BÅDE at skulle have mine minimåleskeer og min morter fremme - de ser ikke dagens lys så ofte ,-)

Men nu til opskriften:

Cajun krydderblanding:
10 ml  spidskommen
5 ml sød paprika
2 ml chilipulver
2 ml peber
2 ml sennepsmel

Det hele blandes sammen.

Salat:

5 cherrytomater
1 avocado
0,5 rødløg
1 lille dusk kruspersille
50 g feta
1 spsk citronsaft
1 spsk olivenolie
1 drys chili i flager
Salt og peber

Tomat, avocado og løg skæres i små tern. Persillen hakkes og alle ingredienserne blandes og krydres med chiliflager, salt og peber.

Forkullet cajun fisk:

150 g kullerfilet
1 meget stort hvidløgsfed
1 drys timian
Groft salt
2 tsk citronsaft
2 tsk cajun krydderiblanding

+ 2 tsk krydderiblanding

svinefedt eller smagsneutral kokosolie til stegning

Hvidløget skæres i tern og puttes i en morter sammen med groft salt og timian, hvor det myrdes til en grov pasta. Pastaen blandes med citronsaft og 2 tsk cajun krydderblanding.
Fiskes skind ridses med en skarp kniv og krydderpastaen gnides ind i fisken. Jeg dryssede så yderligere 2 tsk krydderiblanding over, da jeg syntes det trængte...
I mellemtiden varmes en pande op til meget varmt og et varmeresistent fedtstof smeltes. Fisken ligges med krydderblandingen nedad og steges ved høj varme i 3-4 minutter indtil overfladen af fisken er næsten hvid og krydderierne er sortstegte. Fiske vendes og gives 15 sek på den anden side.

Retten arrangeres på en tallerken og spises med glæde.


mandag den 30. marts 2015

Pandestegt mørksej med bacon og porre flødesovs

Så blev det lige tid til endnu en lækker fiskeopskrift.

1 pers

200 g mørksejfilet
Fedtstof til stegning
Salt

0,5 porre i tynde ringe
30 g bacon i tern
1,5 dl fløde
Smør til stegning
Fiskeboullion på flaske

Smør smeltes på en lille pande og baconet steges sprødt. Porreringene hældes på panden og steges bløde og søde sammen med baconet. Fløde hældes i og det hele koger ved svag varme i et par minutter, indtil det er kogt let ind. Sovsen smages til med fiskeboullion.

På en anden pande varmes fedtstof op til høj varme. Jeg bruger gerne svinefedt, men smør eller andefedt kan også bruges. Fileten lægges på panden, og der holdes øje med hvordan den hvide kant bevæger sig op gennem fiskekødet. Når den hvide kant når midten af fileten vendes denne, og steges på den anden side indtil der er et par mm mellem de hvide kanter.
Fisken tages af panden, krydres med salt og serveres med sovsen.


onsdag den 18. marts 2015

Hvidvinsdampet hvilling med grøntsager og hjemmegjort hollandaise

De af jer som følger med på bloggen, har nok bemærket at jeg har udgivet næsten udelukkende fiskeopskrifter her på det sidste. Det skyldes ikke at jeg kun spiser fisk, men mere at min anden mad er noget rutinepræget. Vi får se om det kommende forår måske kan ændre lidt på dette.
Indtil da, får I lige endnu en dejlig fiskeopskrift. Denne gang er jeg ikke inspireret af andet end hvad jeg havde i køleskabet...




Hvidvinsdampet hvilling med tomat og løg

1 pers

Ca 200g hvillingfilet, skåret i 2 aflange stykker
10 cherrytomater, halverede
1 lille rødløg i tynde halvmåner
0,5 dl hvidvin
En lille dusk dild skåret groft
Salt og peber

Hvillingfileterne krydres med salt og peber og rulles sammen. Placeres opretstående i et lille fad. Grøntsagerne placeres rundt om fiske i fadet og krydres med salt og peber. Dilden drysses over og hvidvinen hældes med. Bages i ovnen ved 200C i 12-14 min, indtil fisken lige præcist er tilberedt.

Jeg serverede fisken med hollandaise for at få fedtprocenten op. Normal laver jeg hollandaise efter denne opskrift, men da jeg nu havde hvidvin, valgte jeg at lave en lidt mere avanceret udgave af en hollandaise. Jeg har læst mange opskrifter på denne sovs, og det virker mere som en personlig præference om man bruger citron eller indkogt vin, så jeg tillader mig at have to forskellige opskrifter på den samme sovs. Man kan kalde det en hurtig og en endnu hurtigere opskrift ,-)

Hollandaise, stavblender metoden
1-2 portioner

0,5 dl hvidvin
0,25 dl hvidvinseddike
0,25 dl vand
1 spsk løg i små tern
3 hele peberkorn

2 æggeblommer, stuevarme
125 g smør
Salt

Vin, eddike, vand, løg og peberkorn hældes i en gryde og reduceres ned til ca 1 spsk. Væsken for lov at svalne.
Smøret smeltes - enten i en lille gryde eller i en lille porcelænskande i microovnen. Det er vigtigt at smøret ikke bliver for varmt, men kun lige er smeltet. Smøret skal stå et øjeblik, så vallen falder til bunds.
De stuevarme æggeblommer puttes i et blenderglas sammen med vinafkoget. Æg og vin stavblendes på højeste gear i 20 sek, hvorefter smøret forsigtigt hældes i få dråber af gangen under konstant hurtigt stavblendning. Efterhånden som smøren arbejdes ind i æggen kan man hælde mere i af gangen. Sovsen smages til med salt efter endt blendning.

Her er et lille videoklip, som viser processen - godt nok på en bearnaisesovs, men arbejdsgangen er den samme. Og så kan det varm anbefales at have smøren i en lille kande - det gør den langsomme tilsætning af smøret meget lettere.

onsdag den 11. marts 2015

Mørksej med karrygrøntsager i flødesovs

Dagens fisk i fiskekassen var mørksej. Den kom med denne opskrift, som jeg lod mig inspirere af. Men da jeg jo ikke er så god til at slavisk følge en opskrift, endte det med et noget anderledes produkt. Men dejligt smagte det!

2-3 portioner

400 g mørksejfilet
2 små porrer skåret fint ud
1 lille squash i små tern
2,5 dl fløde
2 spsk karrypulver
100 g cherrytomater i halve
3 små snackpebere i skiver
100 g flødehavarti
Andefedt til stegning
Salt

Andefedtet varmes på en pande, og porrerne steges indtil de begynder at blive bløde. Karrypulveret tilsættes og svitses et par minutter. Husk at holde øje med det ikke brænder på. Fløde og squashtern tilsættes og sovsen koges sammen et par minutter. Sovsen smages til med salt - det er det eneste salt i retten, så sovsen skal være lidt mere salt end sædvanligt.
Sovsen hældes over i et ovnfast fad og tomater og peber drysses ud over den.
Fisken placeres oven på sovs og grøntsager og dækkes med et tyndt lag flødehavarti.
Gratineres ved 200C i ca 15 min.



fredag den 13. februar 2015

Fiske curry

Denne uges fisk i min fiskekasse var hvilling. Den medfølgende opskrift var ikke lige min kop the, så jeg måtte finde på noget andet. Vi havde snakket yndligsmad på jobbet den anden dag, og der havde jeg fået lyst til curry, som min gode kollega har som yndlingsmad.
Så det lå jo lige til højrebenet at forsøge mig med en fiskecurry. Når jeg søgte på opskrifter, kunne jeg se, at man stort set kan gøre som man vil, både mht fisketype og sovs. Så her kommer MIN udgave af fiskecurry med hvilling.

Fiskecurry
2-3 portioner

3 spsk karrypulver af god kvalitet - meget gerne en helt nyåbnet portion, så kraften ikke er feset af.
1 stort grofthakket løg
4 store grofthakkede hvidløgsfed
2 små røde chili
1 tommelfinger stykke frisk ingefær, grofthakket
2 spsk kokosolie
500 ml tomatpassata
1 ds kokosmælk, fuldfed
450g hvilling i store tern
salt og peber

Put løg, hvidløg, chili og ingefær i en minihakker eller lignende og hak det til en grov pasta.
Varm kokosolien op og rist karrypulveret i ca 2 min. Hæld krydderpastaen ned til karryen og varm igennem i ca 5 min under jævnlig omrøring.
Tomat og kokosmælk hældes over i panden til krydderierne og simrer i et kvarters tid under omrøring. Krydres med salt og peber efter smag.
Hæld sovsen i et ovnfast fad og placer fisketernene forsigtigt i sovsen. Bages i 10 min ved 200C.

Serveres med feks broccoliris.


fredag den 30. januar 2015

Bacalao

Som lovet ville jeg komme med endnu en opskrift med torsk, hvis ellers resultatet faldt heldigt ud. Og det gjorde det bestemt. Bacalao er en portugesisk ret, som er meget populær i Norge. Det kan man jo så undre sig over. Men onkel Wiki hjalp mig med at opklare det mysterium.
Bacalao betyder "torsk" på portugesisk, men når det bruges i forbindelse med mad, er det nærmest synonymt med klipfisk. Og Portugal er tilsyneladende en af de største importører af norsk klipfisk. Så det er på grund af den fælles glæde over klipfisk, at nordmændene har lært sig denne ret. Mystery solved!
Retten laves traditionelt med klipfisk og kartofler bagt i en chili/tomatsovs, men efter som onkel Wiki kunne afsløre at der findes over 1000 opskrifter på bacalao, synes jeg det er helt ok at kalde denne opskrift for Bacalao også. Opskriften er inspireret fra flere norske lchf-blogs, hvor det gik fra at kun have sovs og til at substituere kartoflerne med forskellige grøntsager. Jeg fandt også et par opskrifter, hvor der blev brugt fersk torsk - blandt andet på en spansk lchf-blog...
Men her følger altså MIN variant af Bacalao.

1 portion

200 g frisk torsk i strimler

0,5 løg i tern
0,5 rød peberfrugt i tern
0,5 chilifrugt i små tern
1 fed hvidløg i små tern
0,5 ds flåede tomater
0,5 spsk tomatpure
0,5 tsk stærk paprika
1,5 spsk olivenolie
0,5 spsk andefedt
salt

0,5 squash i 3mm halvmåneformede skiver

Fedtstoffet opvarmes i en pande og løget svitses. Peberfrugt og chili svitses med i nogle minutter. Tomat, pure, hvidløg og paprika hældes i panden, og det hele får lov til at simre under låg i ca 25 min. Smages til med salt.
Squashen fordeles i et lille fad og overhældes med sovsen. Bages i ovnen ved 200C i 15 min. Fisken lægges oven på resten og bages i yderligere 8 min ved 200C.

Retten er lige lovelig fedtfattig til at kunne stå alene som en lchf-ret, så jeg serverede den med et stykke knækbrød med tandsmør.

Men summa sumarum. En yderst velsmagende ret med torsk, som det nok ikke bliver sidste gang jeg laver - for jeg er sikker på den går lige så godt med andre hvide fisk, feks sej.


onsdag den 28. januar 2015

Ovndampet torsk med hele svineriet

Min fiskekasse, som kom med posten idag, indeholdt to dejlige torskefileter. Den medfølgende opskrift sendte min direkte tilbage til barndommen, hvor torsk med hele svineriet var en ikonisk ret, vi glædede os til, hver gang min far havde torsk med hjem.
Så der var jo ingen tvivl om, at den ene torskefilet skulle transformeret til en modificeret lchf udgave af barndomsminderne. Den anden filet har jeg gemt til et middelhavseksperiment, som I nok skal blive indviet i, hvis altså det bliver godt.

Men nu til opskriften, som starter med "svineriet", som er sprødt bacon, rødbedetern, ternet æg og sennepssovs.

3 skiver bacon steges sprødt - enten i ovn eller på panden.
3-4 skiver sukkerfri rødbede (jeg brugte dem fra samsø) skæres i 8mm tern.
1 æg hårdkoges, køles af og skæres i store tern

Sennepssovs 1 portion
2 dl piskefløde
1 tsk fiskesennep (jeg blandede selv ud af groft sennepsmel, vand og hvidvinseddike)
Salt

Piskefløden koges tyk, dvs vandet dampes væk. Gøres hurtigst ved at koge i en pande, hvor overfladen bliver større end i en gryde. Når fløden er kogt ind tages den af varmen og smages til med sennep og salt.

Når alt tilbehøret er klar, kan man gå igang med torskefileten. Jeg lavede baconen i ovnen, så den var allerede varm, men ellers skal man tænde for ovnen så den er klar når man er færdig med tilbehøret.

Ovndampet torsk

1 torskefilet
Salt og peber
Kogende vand til at dampe med

Ovnen forvarmes til 200C. Torskefileten krydres og placeres på en rist, som passer hen over et ovnfast fad. I det ovnfaste fad hældes kogende vand, og fisk, rist og fad pakkes ind i et stykke bagepapir, så dampen holdes inde. Det hele sættes i ovnen og dampes i 10 minutter. Hellere for kort tid end for lang.

Det hele arrangeres på en tallerken og spises med glæde!



Jeg har selv købt og betalt fisken.

søndag den 2. november 2014

Hot tomatsuppe med kuller og basilikum/hvidløgs olie

Sidste uge var fisken i min fiskekasse kuller. Jeg blev ikke inspireret af den medfølgende opskrift, og valgte derfor at komponere min egen opskrift.
Det blev følgende:

Tomatsuppe
1-2 personer

300g hjemmelavet purerede bagte tomater (kan fint erstattes med passata el lign)
2,5 dl piskefløde
1 lille løg i små tern
400 g kullerfilet i store tern
chilisovs, feks tabasco
smør til stegning
salt og peber

Basilikum/hvidløgsolie
1 stor portion

1 bundt basilikum
1 stort fed hvidløg
1 dl olivenolie
salt

Basilikum, hvidløg og olie hakkes fint sammen i en minihakker og smages til med salt. Sættes i køleskabet indtil det skal bruges. Kan holde sig i nogle dage.

Kullerfiletens skind fjernes ved at lægge den med skindsiden ned mod bordet og føre en skarp kniv mellem skind og kød - det er lettere end det lyder! Fiskekødet skæres i store tern.
Løg i tern steges i smør indtil det er blødt og sødt. Tomat og fløde hældes ved, og det får lov at koge et par minutter. Smages til med chilisovs, salt og peber. Kuller ternene hældes i suppen, som kun må simre. Der holdes grundigt øje med fiskekødet, som kun skal have så lang tid, som det tager lige præcist at blive gennemvarmt - i mit tilfælde tog det ca 3 min. Serveres med et samme med en drisle af basilikum/hvidløgsolien på toppen.
Denne suppe smager suverænt godt. Kulleren kan sagtens erstattes med en anden fast hvid fisk, feks sej eller torsk.


søndag den 28. september 2014

Lækker fisk

Jeg elsker fisk, men spiser det bare alt for sjældent. Der har et stykke tid kørt en reklame for Skagenfood på fjernsynet, og da vi så på mit arbejde sad og snakkede om forskellige indkøbsmuligheder, fortalte min chef, at hans frue køber fisk fra Skagenfood, og at de var meget tilfredse med det.
Jeg blev så nysgerrig nok til lige at ville tjekke det af, og blev meget fornøjet, da jeg opdagede, at de også tilbyder pakker til den lille husholdning. Jeg besluttede mig derfor for at prøve konceptet af, og i onsdags fik jeg min første fiskekasse. Og for søren hvor var jeg tilfreds med det! Lækre plumpe makrelfileter og fed, lækker laks!
Jeg sætter lige nogle billeder med af hvad jeg lavede med fisken - det var så simpelt at jeg ikke vil poste en opskrift - med mindre selvfølgelig at der er nogen som efterspørger det i kommentarene :-)

Og så kan det være jeg lige skal præcisere at jeg selv har købt og betalt for fisken ;-)

Pandestegte makrelfileter med hjemmelavet hollandaisesovs og dampede rosenkål

Ovndampede laksefileter med blomkålsmos og den lækre pesto verde fra Løgismose