Jeg ved ikke hvordan I har det med frysere. Jeg har intet problem med at fylde mad i min, men det kniber nogen gange lidt mere med at få det pillet ud igen. Men her idag lykkedes det mig at pille noget lammefars op, som blev transformeret til en rigtigt dejlig ret. Jeg brugte som sagt lammefars, men jeg er sikker på, at oksefars ville virke lige så godt.
4 portioner
400g lammefars
1 stort løg i tern
2 fedt hvidløg, finthakket
1 rød snackpeber i tern
5 dl tomatpassata
Timian, basilikum, rosmarin. Tørret og masser af det.
En stor klat andefedt til stegning
salt
1 aubergine i ca 1x1x1 cm tern
1 dl olivenolie
2,5 dl piskefløde
150 g flødehavarti
Salt og peber
Løg brunes på en pande, hvorefter hvidløg og lammefars tilsættes og brunes med. Hav tålmodighed til at farsen rent faktisk bliver brunet - det gør en verden til forskel på smagen. Tilsæt den røde peber og lad den stege et par minutter, før tomatpassata tilsættes sammen med krydderier. Lad sovsen simre, mens resten af rettens elementer tilberedes.
Læg aubergineternene i et ovnfast fad og overhæld dem med olivenolie. Du vol nu se, at al olien forsvinder - auberginen suger det til dig som en svamp. Sæt fadet ind i en 200C ovn, og bag aubergineternene indtil de er let gyldne - 15-20 min.
I mens hældes fløden i en gryde og bringes i kog. Når fløden koger smeltes osten under konstant omrøring ned i fløden. Smages til med salt og peber.
Det ovnfaste fad tages ud og tomatsovsen hældes over auberginen og de to elementer blandes sammen. Ostesovsen hældes over, og fadet sættes ind i ovnen igen ved 200C i 30 min.
Det blev virkeligt, virkeligt godt, og så er der noget til fryseren igen ,-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar