Sider

Viser opslag med etiketten hjemmerørt mayonnaise. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hjemmerørt mayonnaise. Vis alle opslag

søndag den 13. november 2016

Min bedste olie til mayonnaise


 Til december har jeg levet lchf i mere eller mindre striks version i 4 år. Jeg har altid været rigtig god til at læse varedeklarationer og gennem min uddannelse har jeg er stor viden om fysiologi og biokemi. Så det der med olie-balancen mellem poly-umættet, mono-umættet og mættet fedt, samt omega 3 og 6 er en af de ting, som allerede fra begyndelsen betød en del for mig.
Jeg bruger hovedsagligt mættet fedt i min madlavning, men når det kommer til mayonnaisen kommer man ikke ud over planteolierne. Jeg har forsøgt mig med mange forskellige olier, men jeg kan ikke forlige mig med smagen af hverken olivenolie eller koldpresset rapsolie i min mayonnaise, og nøddeolierne, feks macademia er simpelthen for dyre. I lang tid lavede jeg min egen mayo med remas procesbehandlede rapsolie, som er smagsneutral, har en nogenlunde fedtsyrefordeling og er billig. Men så faldt jeg over Urtekrams koldpressede stegeolie. Den er lavet af high-oleicacid koldpresset solsikkeolie - og indeholder 82g monoumættet oliesyre pr 100g. Oliesyre er den fedtsyre, som efter sigende gør olivenolie så sund. Urtekrams olie er smagsneutral og fungerer perfekt til mayo .
Jeg har endnu ikke fundet den som fast sortiment i nogen af de forretninger jeg kommer i, men netto har den ganske ofte på tilbud til en god pris. Og måske bør jeg lige nævne, at jeg selv har købt og betalt al den olie jeg har brugt, og ikke har nogen forbindelse til Urtekram ,-)

Selve opskriften på mayonnaise er ikke en jeg har fundet på, og heller i processen med at lave den kan jeg tage æren for, men skulle der være en enkelt person i lchf-kredse som ikke kender til stavblender mayo, så får I lige opskriften igen.

1 glas.

1 helt æg
1 spsk syre, feks hvidvinseddike eller citron
2,5 dl olie
1 tsk sennep
0,5-1 tsk salt.

Alt hældes i et højt glas, feks et tidligere glas til rødbeder eller rødkål. Lad ægget og de andre ingredienser bundfælde dig, således at olie ligger for oven. Før forsigtigt stavblenderen ned, så den dækker æggeblommen. Tænd stavblenderen på højeste fart, og hold den i bunden af glasset, indtil man kan se mayonnaise begynde at danne sig. Før langsomt stavblenderen op gennem oliemassen, indtil det hele er blevet til mayonnaise. Hele processen tager omkring 30 sek.
Mayonnaisen kan holde sig mindst en uge i køleskabet.






mandag den 15. juli 2013

Idiotsikker hjemmerørt mayonnaise

Jeg har aldrig eksperimenteret i mayonnaiserøringens kunst. Alle de opskrifter, jeg har kigget på, advarer altid om alt det, der kan gå galt - så det har simpelthen virket for besværligt og usikkert på mig. Men så faldt jeg over denne blog, der havde en opskrift/fremgangsmåde, som hun lovede var fool-proof.  Og billederne, samt den lille gif til sidst, fik det til at se meget enkelt ud. Og det var det også. Hele processen, fra jeg åbnede køleskabet, til jeg stod med en portion dejlig hjemmerørt mayo, tog vel ca 2 min.

Idiotsikker mayonnaise
1 æg
2,3 dl neutral olie
2-3 tsk citronsaft eller anden syre
salt
evt anden krydring, sennep eller hvidløg eller ...

Ægget slås ud i et højt, slankt glas eller bæger. Citronsaft og salt hældes ned til det. Alt olien hældes ned til ægget. Lad stå i nogle sekunder, indtil ægget ligger stille helt nede på bunden i glasset. En stavblender sænkes forsigtigt ned igennem olien, og sættes helt ned på bunden over æggeblommen. Blendes på højeste hastighed i ca 20 sek. Du vil se at mayonnaisen begynder dannelsen i bunden af glasset, og langsom stiger opad. Når mayonnaisen næsten har nået toppen, trækkes stavblenderen opad, og den sidste del af olien blendes ind i massen.

Edit: jeg havde lagt en gif ud, hvor fremgangmåden blev vist. Og selvom jeg tydeligt havde angivet hvor giffen var stålet fra, fandt opretshaveren det ikke iorden. Så jeg har fjernet den igen. Se nedenstående kommentar.

søndag den 14. juli 2013

Krabbeklør med urtesovs

Uhmm, jeg har spist en lækker aftensmad idag!
Jeg læste mine reklamer igår, og så, at de endnu engang havde krabbeklør på tilbud i Rema. Jeg har aldrig smagt krabbe, og fik pludseligt lyst til at prøve det. Så i formiddags var jeg en tur i Rema, efter først at have været en tur på nettet, for at finde ud af, hvordan man egentligt serverer sådan nogle fyre.


Det kom der følgende ret ud af:


Urtesovs

1,5 spsk hjemmelavet mayonnaise
1,5 spsk Creme Fraiche 38%
ca 2 tsk citronsaft
0,5 fed hvidløg
1 spsk blandede friske urter, finhakket - jeg brugte basilikum, persille og dild

Det hele blandes i en skål og stilles i køleskabet i et par timer før servering.

Krabbekødet skal ud af skallen. Der stod på bakken, at man bare skulle slå på dem med bagsiden af en spiseske - men jeg må sige, at det var nok optimistisk nok. Jeg havde læst mig til, at man kunne bruge en nøddeknækker til at knække skallen med - og det gik sådan set fint - man kan jo også bruge en nøddeknækker til at slå med ;-)
Efter at have befriet krabbekødet, arrangeres det oven på nogle salatblade med en salat af  - i dette tilfælde - agurk, cherrytomat, radise og blomkål, og dressingen hældes over.
Og for søren hvor var det umagen værd. Krabbe smager dejligt sødt og salt - det bliver bestemt ikke sidste gang jeg prøver det her!

Og PS: en af de nærmeste dage kommer en opskrift på en idiotsikker hjemmerørt mayonnaise, der aldrig slår fejl. Jeg rørte den idag med stor succes. Jeg har ellers aldrig turdet at begive mig ud i mayonnaiseproduktion, fordi der er så meget, som kan gå forkert. Men fremgangsmåden så meget enkel ud, og som sagt gik det let som en leg. To be continued....