Sider

Viser opslag med etiketten svensk pølseret. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten svensk pølseret. Vis alle opslag

mandag den 19. august 2013

Forloren svensk pølseret

Svensk pølseret er en af de retter, som jeg husker med nostalgi fra min barndom. Min mor er sygeplejerske, og af og til var hun på aftenvagt, og så var svensk pølseret een af de retter, som min far lavede til os børn. Jeg ved egentlig ikke om min mor ikke kunne lide svensk pølseret, eller om der var en anden grund til at vi ikke fik det når hun var hjemme (som jeg husker det, altså)? Så vidt jeg husker - og det er altså nogle år siden, så bær over med mig ;-) - lavede min far det nogen gange med piskefløde og nogen gange med kaffefløde. Hvad jeg KAN huske er, at det altid var en stor succes. I mine voksenår har jeg især fået serveret svensk pølseret hos min storesøster. Hun lavede det med mælk - og selvom det smagte fint, så var det jo altså ikke det samme som i vores barndom.
Nå. Men her den anden dag fik jeg pludseligt lyst til svensk pølseret. Jeg overvejede længe, hvad jeg skulle putte i istedet for kartofler. Jeg overvejede blomkål - men blev enig med mig selv om, at godt nok er blomkål godt til mange ting - men lige svensk pølseret kunne jeg ikke rigtigt forestille mig at det blev godt.
Jeg endte op med denne opskrift, som blev super velsmagende og MEGET mættende.

1 pers
0,5 løg i tern
100g bacon i store tern
1 pølse ca 100g i skiver
1,5 dl piskefløde
1 stor spsk koncentreret tomatpure
0,5-1 tsk sød paprika
en klump smør
salt og peber

Løg og bacon brunes i smør på panden. Når de er som man vil have dem, hældes pølseskiverne i og varmes let igennem. Fløden hældes på og der slukkes for panden. Paprikaen hældes i og røret rundt i flødemassen. Tomatpureen hældes i panden og blandes grundigt i flødemassen, som meget hurtigt vil tykne. Panden tages af eftervarmen og der smages til med salt og peber.
Jeg valgte at servere retten i en autentisk 70er grøn tallerken, som stod fantastisk til pølserettens farve - men det er valgfrit ;-) Bon appetit!