Som nogen af jer ved, så har jeg været arbejdsløs i et lille stykke tid. Jeg har så ikke fortalt, at jeg for et par uger siden var til samtale til det, der godt kunne have været mit drømmejob. Kunne have været... For de ringede igår, og fortalte at stillingen var gået til en anden. Øv, øv og dobbelt øv! Som et plaster på såret (?) kunne de fortælle, at jeg havde været med meget langt i opløbet - jeg ved ikke rigtigt hvad man skal sige til sådant noget? På den ene side er det vel rart at få at vide at eens fagliged og kompetencer lever op til kravene - på den anden side får det mig bare til at føle mig som en taber :-(
Når sådan noget som det der sker, så kommer alle mine usikkerheder og selvværdsproblemer op i mig - og straks dukker mine madtanker og trøstespisningsmonsteret også op. Så jeg havde en del at kæmpe med igår! Det jeg så kunne prise mig lykkelig for (og som jeg priser mig lykkelig for hver eneste dag!) var at jeg ikke skulle kæmpe med min krop samtidigt. Før lchf ville en sådan besked have fået mig til at købe chips og is og sodavand i rå mængder - samt formentlig bestilt en pizza (eller flere!) og spist indtil jeg blev dårlig! Men selvom tanken et kort øjeblik strejfede mig, så var det værste jeg gjorde, at spise nogle ostehapser om aftenen, selvom jeg egentligt ikke var sulten. En af de ting jeg gjorde for at tæmme trøstespisningsmonsteret var, at være meget opmærksom og "mindful" omkring min mad. Jeg tog en beslutning om, at jeg ville have noget at spise, som var "trøstemad" men som samtidig overholdt lchf reglerne. Valget faldt på de ikke særligt idealistiske, men lækre ;-), chickenwings fra aldi med 2g kulhydrat pr 100g. Til det lavede jeg noget hvidløgssmør. Det smagte dejligt, mættede mig og var næsten nok til at tæmme monsteret (for der røg som sagt jo senere nogle ostehaps ned også...).
Så alt i alt sidder jeg her dagen derpå med en ganske god fornemmelse - jeg er stadig ked af, at jeg ikke fik jobbet, men jeg har ikke madtømmermænd og dårlig samvittighed oveni :-) Og det gør at min bearbejdning af min ked af det-hed og hvad der ellers sker i mit hovede bliver så meget lettere. Jeg fik en masse værktøjer til den slags, da jeg gik hos min psykolog - blandt andet at få sat ord på tingene - og som jeg sidder og skriver dette indlæg, kan jeg mærke på mig selv hvor meget det hjælper!
Da jeg skrev overskriften lovede jeg jer et lille jubii. I virkeligheden blev det næmest til to jubiier (i det jeg egentligt synes det er et jubii værd, hvordan jeg fik taklet igår), men det oprindeligt tænkte jubii var, at jeg lige ville fortælle, at jeg har taget en vinterjakke i brug, som jeg ikke har kunnet passe de sidste 10 år! Sådant noget gør mig glad...
(det blev vidst et noget rodet indlæg, men det var godt at få ud, så jeg håber I kunne følge mig :-)
