Sider

torsdag den 29. maj 2014

Hvordan man pimper en kotelet

Svinekoteleter er ikke det mest spændende stykke kød, men da lidl havde tilbud på øko svinekoteleter fik jeg alligevel lyst at prøve et tips, som jeg har samlet op et eller andet sted fra - formentlig fra et madlavningstvprogram.
Egentligt er det super simpelt - placer frisk krydderurt på koteletten, og steg i smør indtil krydderurten er sprød og har givet smag til kødet (og kødet er gennemstegt, selvfølgeligt).
Jeg forsøgte det med frisk salvie fra min have, og det blev faktisk rigtigt lækkert!
Så tippet er hermed givet videre!



Jeg serverede koteleten med sennepsmør og tomatsalat

mandag den 26. maj 2014

4 uger - og en sjat - med resistent stivelse, samt lidt diverse

Så er der gået en måneds tid med mit lille forsøg med resistent stivelse. Den første uges tid havde jeg en del gas i tarmen, men det stoppede hurtigt, og nu prutter jeg ikke mere end jeg plejer. Den øgede tarmluft er egentligt den eneste bivirkning, som jeg har oplevet - til gengæld har jeg oplevet flere positive effekter, dog ikke helt så dramatiske, som nogen af de beretninger, jeg har læst fra andre.
Huden i mit ansigt er blevet blødere, og meget mindre fedtet.
Min tørre og til tider skællende hovedbund har det væsentligt bedre.
Markant mindre appetit!
Jeg er kommet hurtigere i ketose - samt i dybere ketose - end jeg tidligere har gjort, efter nogle planlagte "snydedage".

Så jeg har helt klart tænkt mig at fortsætte med den resistente stivelse!

Og nu vil jeg lige fortælle lidt om hvad der ellers er sket i mit liv den seneste måneds tid.
Jeg kan ikke huske om jeg har fortalt at jeg har allergi mod birke - og græspollen? De sidste par år har jeg taget antihistamintabletter imod det i sæsonen, og gik også igang med dem i år. I år blev jeg bare opmærksom på, at de der piller faktisk giver mig bivirkninger! Jeg gik og var SÅ træt og modløs hele tiden - faktisk troede jeg, at jeg måske var på vej til at få en depression pga den uforløste sorg jeg går med - men da min boss kommenterede på, at jeg gik og gabte, røg det ud af munden på mig, helt ubevidst, at det var pga min allergimedicin - hvortil han svarede, at det jo var en almindelig bivirkning. Det gik så op for mig, at jeg jo nok vidste hvorfor jeg havde det så crappy - og ganske rigtigt, kun to dage efter jeg stoppede med tabletterne, var min energi på stærkt opadgående. Og nu, efter halvanden uge er jeg sprængfyldt med energi igen, og er tilbage til at gå lange ture med hundene og pille i min lille have. Mine allergiske symptomer klarer jeg med næsespray og øjendråber.
Det at mit hovede er klarere, har også gjort, at jeg bedre er i stand til at analysere, hvorfor det er mit vægttab er gået i stå, trods det at jeg er i ketose det meste af tiden. Og grunden er egentligt så triviel at man skulle tro det var løgn! Jeg spiser selvom jeg ikke er sulten -aka overspisning... Det er mit gammelkendte problem, som har sneget sig ind på mig igen. Inden i mit hoved, har jeg gået og tænkt, at når jeg kun spiser to måltider om dagen, så gør jeg som min krop vil have - men efter at have mærket efter, har jeg fundet ud af, at jeg faktisk oftest ikke er sulten ved madpakketid, men bare spiser, fordi alle de andre gør. Og til aften laver jeg en specifik portionsstørrelse og spiser den op, selvom jeg måske er mæt efter den halve portion.
Så det er en af de ting, jeg er gået igang med at arbejde på.
Og så har min reaktion på carbdage ændret sig. Lige i starten af mit lchf eventyr, fik jeg de vildeste tømmermænd, når jeg trådte ved siden af. Det gik efterhånden væk, således at jeg faktisk ikke mærkede noget som helst, når jeg gik fra fedtforbrænding til kulhydratforbrændig og tilbage igen. De sidste par måneder har jeg dog bemærket, at jeg er begyndt at blive øm i ledene, især i hænderne, de første par dage på vej ind i ketosen igen. Min egen teori er, at det er væskeophobninger, men jeg ved det faktisk ikke. Men efter et par dage, har mine fingre og ankler det fint igen.
Det var vist hvad jeg havde på hjertet i denne omgang...

onsdag den 21. maj 2014

Fyldte peberfrugter



Er der noget smukkere end et farveorgie af grøntsager? Muligvis, men en af de ting, der altid gør mig i godt humør, er når grøntsagshylderne i supermarkedet lyser op med (næsten) alle regnbuens farver (jeg kan ikke lige komme i tanke om nogen blå grøntsager...).
Her den anden dag, var der de aflange peberfrugter i flere farver, og det gav mig lyst til at lave fyldte peberfrugter.

Fyldte peberfrugter
2x aftensmad og 1x madpakke

400g hk okse (jeg brugte løgismoses fritgående kødkvæg fra netto)
150g feta i olielage
Krydderier, jeg brugte rosmarin, timian og ramsløg ca 1 spsk tørret
Mild paprika, ca 1 spsk
Salt og peber
5 peberfrugter

Peberfrugternes top skæres af og de vaskes grundigt både udvendig og indvendig.
Farsen samles af de resterende ingredienser.
Peberfrugten fyldes med farsen og placeres i en lille fad, så de lige akkurat kan være der uden for meget spildplads. Olien fra fetaosten hældes over peberfrugterne. Fadet sættes i ovnen ved 200C i mindst 0,5 time, dvs indtil farsen er gennemstegt. Jeg tilberedte mine i 1 time, således at peberfrugterne blev fuldstændigt møre og vidunderligt søde.

Jeg serverede et af aftensmåltiderne med en tomat og bøffelmælksmozzarella overhældt med salt, peber og masser af god olivenolje. Det andet aftensmåltid og madpakken blev ledsaget af radiser, agurk og smør.


onsdag den 14. maj 2014

Om at jævne sovs



En af de ting jeg har savnet mest ved lchf er, at man ikke lige kan lave en hurtigt opbagt sovs. Forstå mig ret - jeg ææælsker en lækker flødesovs, hvor fløde har fået lov at koge ind, så den er helt tyk - men det tager bare sin tid at gøre det. Og sovse jævnet med flødeost har bestemt også sin berettigelse, men har det med at være lidt syrlige, hvilket bare ikke står godt til alting.
Så da jeg så min madguru Heston Blumenthal bruge geleringsmidlet agar agar til at jævne sovs med, viste jeg, at det måtte jeg prøve. Så afsted til matas, hvor jeg fik indkøbt noget økologisk agarpulver.

Mit første forsøg blev på en lækker sovs til gammeldags kyllingesteg - kylling fyldt med persille og så tilberedt i Rømertopfen på en bund af skiveskårne champignons (helt klassisk grydesteges dyret, men jeg elsker min rømer...).

Agar jævnet kyllingesovs

Fonden fra kyllingen inkl champignonerne ca 0,5 l
Piskefløde 0,5 l
2 tsk agarpulver (dosis taget fra teksten på siden af agar glasset)
Salt og peber

Fond og fløde bringes i kog i en gryde. Agarpulveret røres i, og blandingen koges i nogle minutter, indtil den har nået rette sovsekonsistens. Sovsen smages til med salt og peber.

Og hvordan blev det så? Sovsen blev ikke "tung" på samme måde som en opbagt eller meljævnet sovs, men tyk og lækker på en helt fløjlsblød måde! Virkeligt lækkert! Men jeg tror man skal passe meget på, ikke at få for meget agarpulver i sovsen - min fornemmelse er, at der ikke er langt fra fløjlsblød til gummiklump... Og det er jo ikke lækkert...
Og som I nok kan se fra mængdeangivelserne, så endte jeg ud med at have masser af sovs til rest, som så kom i køleskabet. Den kolde sovs fik en konsistens som en hoppebold, men efter en tur i mikroen, var den lige så lækker og blød som den friske sovs.

Så summa summarum er, at jeg varmt kan anbefale agar agar pulver til jævning af en hurtig sovs, som erstatning for meljævning.

onsdag den 7. maj 2014

Citronfromage



Desserter og søde sager er ikke noget jeg gør så meget i. Men her i weekenden fik jeg pludseligt lyst til citronfromage - og det er heldigvis vældigt nemt al lchfificere. Med inspiration fra denne opskrift, fik jeg kreeret et vældigt godt resultat.

Citronfromage
4 portioner

3 æg, delt i blommer og hvider
250 ml piskefløde
skralden af en lille økocitron, fintrevet
1 dl friskpresset citronsaft
5 blade husblas
70 g suvida sødemiddel (kan erstattes med ca 35-40g sukrin+)

 Husblassen lægges i blød i koldt vand. Æggeblommer og sødemiddel piskes til en luftig æggesnaps. Æggehviderne piskes indtil man kan vende skålen på hovedet uden de falder ud. Piskefløden piskes til skum. Det er en fordel at alle ingredienser har stuetemperatur.
Den opblødte husblas klemmes fri for vand, og smeltes i halvdelen af citronsaften. Husk det ikke må blive særligt varmt, da husblassen ellers bliver ødelagt. Husblasblandigen tempereres med citronsaft, indtil temperaturen er som i æggesnapsen. Under grundig omrøring blandes æggesnaps og husblas. Eventuelle rester af citronsaft røres i. Flødeskummet og den finrevne citronskal røres i. Til sidst vendes æggehviderne forsigtigt i - pas på ikke at få rørt luften ud. Fromagen hældes i en stor skål eller portionsanrettes. Skal hvile i køleskabet mindst 2 timer før servering, men kan dog sagtens laves dagen før. I følge inspirationsopskriften kan fromagen også sagtens fryses, men det har jeg ikke forsøgt selv.


søndag den 4. maj 2014

Status 4. maj og 2. uge med resistent stivelse.

For lige at få den der status ud af verden, så er der sket absolut ingenting siden sidste statusopdatering - vægten er præcist det samme som sidst og der er måske røget en enkelt cm om livet, det er nu svært helt at afgøre, for hvor meget trækker man egentligt maven ind?
Den sidste måneds tid er der sket noget voldsomt i mit liv. Jeg er ikke klar til at dele det her på bloggen, men det har påvirket mig meget og kommer til at påvirke mig yderligere et ukendt stykke tid ud i fremtiden. Efter at have vejet og målt mig selv, har jeg derfor besluttet, at jeg holder en pause med fokuset på vægttab og ketose. Jeg slutter ikke med at
spise lchf, for jeg trives så godt med det, men der bliver ingen månedlige vejninger og jeg vil ikke tjekke for ketose på hverken blod eller urin. Kosten bliver måske også lidt mere liberal i den næste tid. Min situation er stressende nok til at jeg ikke også behøver stressen over at der ikke sker noget på vægten, til at hænge over hovedet.

Noget jeg til gengæld bliver ved med, er mit lille eksperiment med resistent stivelse. Det er lidt sjovt at lege med kroppen, og der hænger ikke noget forventningspres over hovedet med dette.
Ved sidste opdatering fortalte jeg at den tarmluft, som er ganske normal at opleve, også var kommet hos mig, efter jeg var begyndt på de probiotiske bakterier. Den seneste uge har jeg så eksperimenteret lidt hvornår på dagen jeg indtager den resistente stivelse og de probiotiske bakterier. Det jeg er nået frem til er, at hvis jeg drikker kartoffelmelet om morgenen, i stedet for den morgenmad jeg alligevel ikke spiser, og tager de probiotiske bakterier til min frokost, så er tarmluften mindst, og jeg har nogenlunde pruttet af inden sengetid ;-)
Kan jeg så mærke nogen forskel? Tja, mit almenbefindende er det samme, men det har nu generelt også været glimrende altid, og i særdeleshed siden jeg begyndte med lchf. Til gengæld har min hud forandret sig! Jeg har aldrig haft hvad jeg vil kalde problemhud, men jeg har siden teenage årene haft lidt fedtet hud på hagen og ved mundvigene. Jeg har også haft lidt tør hud på ryggen, som af og til kløede lidt. På bare de her to uger, så er huden i mit
ansigt blevet så blød og småkraterne er næsten forsvundet! Samtidigt så har jeg næsten ikke kløet mig på ryggen heller. Så ja, jeg kan mærke forskel - bare ikke der hvor jeg havde forventet det.

torsdag den 1. maj 2014

Tarmflora apropros...

Blogland er fantastisk! Jeg valgte nu tøsemetoden med probiotisk kosttilskud... Men det fungerer faktisk fantastisk hos heste, hvor man har gjort det i mange, mange år ved grimme diarreer.
Fæcal transplantation - et blogindlæg