Sider

søndag den 31. august 2014

Kammuslinger med urteaioli

I går formiddags, da jeg var ude at handle, var jeg pludseligt i eventyrlystigt humør. Så da mit blik faldt på nogle frosne kammuslinger i frysedisken hos Rema, MÅTTE de bare med hjem. Jeg har godt nok aldrig før smagt kammuslinger, men da jeg kan lide alt fra havet af (bortset fra ål - men det er vist nærmest psykisk), tænkte jeg at det kunne da kun være godt. Og det var det helt sikkert også! Søde og dejlige - og med hjælp fra den her video også tilberedt perfekt! Det bliver i hvert fald ikke sidste gang jeg spiser kammuslinger!



Urteaioli

1 fed hvidløg i små tern
1 æg
1 tsk honningdijon
1 spsk hvidvins eddike
salt
0,5 dl macadamiaolie
0,5 dl olivenolie
1,5 dl øko koldpresset solsikkeolie

Blandede urter, feks persille, dild og purløg, som jeg brugte

Hvidløg, æg, honningdijon og eddike, samt salt hældes ned i bunden af et højt slankt bæger - jeg brugte det bæger som fulgte med min stavblender. Olien hældes oveni, og det hel står et øjeblik, indtil al olien har lagt sig ovenpå resten.
Stavblenderen føres forsigtigt ned gennem olien, og placeres helt nede i bunden. Vent et øjeblik indtil der er ro i bægeret. Så tændes stavblenderen på fuld speed, og der blendes i nogle sekunder nede i bunden af bægeret, indtil det kan ses at mayonnaisen begynder at stige opad i olien. Så trækkes stavblenderen langsomt op gennem olien, indtil det hele er indkorporeret i mayonnaisen.
En passende portion af aiolien tages fra, og blandes med en passende portion blandede urter.
Resten af aiolien sættes i køleskabet med låg på, hvor det kan holde sig i nogle dage.

(Med hensyn til hvilken olie man skal bruge til mayonnaise, så er det en smagssag. Jeg bruger normalt ikke olivenolie, da den er meget gennemtrængende og bestemt ikke passer til alt. Når jeg bruger det, er det max 0,5 dl sammen med en neutral olie, og kun hvor smagen kan give noget til resten af retten. Macadamia olie har en meget sund sammensætning af fedtsyrer og er ganske neutralt, men det koster spidsen af en jetjager! Så det bliver heller ikke hovedolien i mine mayonnaiser. Den økologiske koldpressede solsikkeolie, har et meget højt indhold af omega-6 fedtsyrer, men har til gengæld ikke gennemgået alle mulige kemiske processer for at fjerne smag osv. Den smager en lille smule af solsikkefrø, men ikke mere end det fint maskeres af lidt sennep. Jeg bruger nogengange rapsolie - men så er det den meget procesbehandlede, da jeg ikke er vild med smagen af koldpresset rapsolie. Summa sumarum: den olie jeg bruger til mayonnaise er en afvejning af smag, sundhedsværdi og økonomi.)

Pandestegte kammuslinger

1 portion kammuslinger, optøede
smør
salt og peber

Kammuslingerne duppes grundigt tørre med køkkenrulle. En pande varmes op indtil den er meget varm og smøret smeltes derpå. Kammuslingerne placeres på panden under konstant agtpågivenhed. Man vil se, at kammuslinges farve ændres fra skinnende hvid til mat hvid. Når denne farveændring når lige knapt halvdelen op på kammuslingerne vendes de og man holder godt øje med dem igen. Når de to farveændringer næsten har nået hinanden tages kammuslingerne af panden, krydres med salt og peber og serveres med det samme. Mine kammuslinger var små, så de skulle kun lige ned på panden, før de skulle vendes igen - så hold meget godt øje med dem, da de efter sigende skulle blive gummiagtige og kedelige hvis de får bare en smule for lang tid på panden.

Jeg serverede mine kammuslinger på en bund af dampet spinat (fra frost) med en solid portion urteaioli.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar